03.08.2016, 15:00 | Af: | Foto: Getty Images

Royer solgt til New York Red Bulls

Daniel Royer bytter Alka Superligaen ud med den amerikanske Major League Soccer

FC Midtjylland har solgt den østrigske kantspiller Daniel Royer til den amerikanske Major League Soccer-klub New York Red Bulls.

- Daniel begyndte godt i FC Midtjylland, men han har siden nytår haft svært ved at spille sig på holdet. Derfor er vi tilfredse med, at vi er blevet enige med New York Red Bulls om et salg, siger sportsdirektør Claus Steinlein.

- Daniel er en rigtig god fyr, som vi kun ønsker det bedste for, så derfor er vi også glade for, at han nu får muligheden for at prøve sig selv af hos New York Red Bulls i den amerikanske liga. Vi ønsker ham alt det bedste, siger Steinlein.

Daniel Royer har været glad for sin tid i Danmark men glæder sig samtidig til de nye udfordringer i den amerikanske liga.

- Jeg har nydt at være i Danmark, og jeg er vild med menneskerne. Jeg har aldrig oplevet en klub som FC Midtjylland. Det er uden tvivl de bedste mennesker, jeg har mødt i min karriere. Jeg har følt mig velkommen og godt tilpas i Danmark og i FC Midtjylland. Det er en skam, at det ikke lykkedes på banen, for jeg har nydt at være her og vil savne det, siger Daniel Royer.

Print-Selv-Billetter: FC MIDTJYLLAND vs. VIDEOTON FC TORSDAG D. 4. AUGUST KL. 18.00 - KØB BILLETTER HER >>

Men når forholdet mellem FC Midtjylland og Daniel Royer så alligevel ikke overlevede, skyldes det manglen på kontinuerligt førsteholdsfodbold.

- Jeg nød det første halve år, hvor jeg spillede meget, men det sidste halve år har ikke været tilfredsstillende for mig. Jeg har en alder nu, hvor jeg har brug for at spille, siger Royer, der nu kan se frem til en ny fodboldkultur i den amerikanske Major League Soccer, hvor han skal tørne ud for New York Red Bulls, der i 2008 spillede sig helt frem til finalen i MLS.

- Jeg har det godt med beslutningen og de nye udfordringer, der venter. Det er noget meget anderledes sammenlignet med, hvad jeg har oplevet indtil nu. Jeg har kun været i Europa, hvor jeg har spillet i Østrig, Tyskland og Danmark, så det er et nyt skridt og et nyt land. Jeg har overvejet det grundigt, før jeg skrev under, og jeg mener, det er en god løsning for mig. Jeg er glad for skiftet, siger kantspilleren og tilføjer.

Men selv om det er forbi i Danmark i denne omgang, så er det ikke et totalt farvel til FC Midtjylland.

- Jeg vil helt sikkert følge klubben hver uge i Superligaen og forhåbentlig også i Europa League. Klubben betyder meget for mig, og jeg er glad for, at jeg har været en del af den. Det er en fantastisk klub, og jeg har nydt at være her, og jeg ved, at jeg vil holde kontakten med mange af spillerne, siger Daniel Royer.

Han nåede at spille 36 kampe for FC Midtjylland og scorede to mål.

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox