11.05.2016, 23:19 | Af: | Foto: Getty Images

Stærkt comeback gav tre point

Fire scoringer i anden halvleg sikrede vigtig midtjysk sejr i Hobro

Det var nat og dag i Hobro. Så klart udlagde anfører Jakob Poulsen teksten efter aftenens opgør. Og han havde ret.

For i første halvleg var der ikke meget, der lykkedes for de midtjyske gæster. I stedet var det hjemmeholdet, der med en hovedstødsscoring fem minutter før pausen bragte sig foran og tændte nyt håb om overlevelse i Alka Superligaen.

I anden halvleg var det til gengæld et forvandlet midtjysk mandskab. Spillet flød bedre, og belønningen kom efter en god time. Dog med hjælp fra hjemmeholdet. Mikkel Duelund spillede indskiftede Filip Novak godt igennem i venstre side, og på det hårde, flade indlæg sendte hjemmeholdets Michael Christensen bolden i eget net.

Hjælp fra hjemmeholdet var til gengæld ikke nødvendigt seks minutter senere. Unge Rasmus Nissen, der i anden halvleg blev rykket over på højre back, tog elegant bolden med sig på baglinjen, og mindst lige så elegant sendte han føringen i nettaget, da han smadrede bolden i kassen fra en spids vinkel.

Med knap ti minutter tilbage lukkede Rilwan Hassan den sidste spænding ud af opgøret. Indskiftede Pione Sisto brød igennem i venstre side, og så kunne en glidende Hassan sende bolden i mål til 3-1.

I det sidste minut af den ordinære spilletid gjorde Jakob Poulsen det også til 4-1, da han omsatte et straffespark begået på Rilwan Hassan, der i anden halvleg var en evig trussel mod Hobro-forsvaret. Aftenens opgør betyder, at FC Midtjylland spillede sig op på siden af AaB på tredjepladsen, mens sympatiske Hobro må en tur ned i første division efter et herligt bekendtskab i to sæsoner i Alka Superligaen.

Allerede på lørdag venter en ny vigtig kamp for FC Midtjylland. Her tager holdet nemlig hjemme på MCH Arena imod rækkens nummer to SønderjyskE. Det opgør har kick-off klokken 18.00, men allerede kokken 16.00 bydes der velkommen i Royal Biergarten foran stadion.

Hobro IK – FC Midtjylland 1-4 (1-0)
1-0 Wilfried Domoraud 40’
1-1 Michael Christensen (selvmål) 64’
1-2 Rasmus Nissen Kristensen 70’
1-3 Rilwan Hassan 82’
1-4 Jakob Poulsen (straffespark) 89’

Advarsler:
31’ Anders Egholm, Hobro
44’ Kian Hansen, FCM
89' Jacob Tjørnelund, Hobro

Dommer: Peter Rasmussen

Tilskuere: 1.411

Start-11: Mikkel Andersen, André Rømer (46’ Filip Novak), Kian Hansen, Rasmus Nissen Kristensen, Nikolay Bodurov, Tim Sparv, Jakob Poulsen, Kristoffer Olsson (56’ Paul Onuachu), Rilwan Hassan, Mikkel Duelund (64’ Pione Sisto), Martin Pusic

Bænk: Johan Dahlin, Patrick Banggaard, Filip Novak, Pione Sisto, Daniel Royer, Awer Mabil, Paul Onuachu

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox