25.04.2016, 20:49 | Af: Martin Duus Horslund | Foto: Getty Images

Storsejr i snestorm for reserverne

To spillere kom på måltavlen for første gang, da FC Midtjyllands reserver slog FC Nordsjællands ditto med 4-0 i snefyldt opgør

FC Midtjyllands næstbedste hold vandt med hele fire mål over FC Nordsjælland, men det blev i høj grad vejret som først kom i fokus.
 
For netop som spillerne fra de to hold løb på banen, åbnede himlen sig over Vildbjerg og kastede sne ned over banen, og sådan blev det ellers ved lige indtil slutfløjt. Derfor blev det en kamp spillet på snefaldets vilkår og ikke en flot kamp at se på for at bruge træner Søren Bjergs udtryk.
 
Men i gang kom kampen, og det virkede det til, hjemmeholdet havde størst gavn af. FCM arbejdede hårdt i presspillet og duellerne samt vandt mange andenbolde - alle ting som skulle vise sig at være afgørende, når sigtbarheden var begrænset på grund af uvejret.
 
Midtjysk spilovertag
Det fysiske overtag og aggressive spil skabte et spilovertag til ulvene, og efter 25 minutters spil blev det omsat til den første scoring. Et hjørnespark blev sendt i retning af høje Paul Onuachu, der måtte se sit forsøg afvist af målmanden. På returen dukkede Awer Mabil, der senest fik et indhop mod OB, op og headede bolden i nettet. Det var samtidig Mabils første mål for FCM.
 
Herfra skulle der kun gå ti minutter, før gæsterne igen måtte hente bolden ud af nettet. En vundet bold på midtbanen endte hos Daniel Royer, der spillede bolden videre til Frank Onyeka. Den unge spiller, der før sæsonen kom til fra Nigeria, drev bolden fremad på fornemste vis, og da ingen andre bød sig til, sendte midtbanespilleren selv bolden i kassen til 2-0.
 
Den flotte scoring afsluttede samtidig første halvleg, mens sneen fortsatte med at falde ned i Vildbjerg. Det blev endda så grelt, at dommer Morten Krogh måtte overveje, om kampen kunne færdigspilles. I den forbindelse fortjener Vildbjerg en særlig ros for at få ryddet linjerne på banen og gøre, hvad der er muligt i sådan en situation, så kampen kunne fortsætte.
 
Rodet anden halvleg
Anden halvleg kom dog på benene, men ulig første halvleg var det gæsterne fra Sjælland, som kom bedst ud. FCM halsede efter og manglede den aggressivitet, som kendetegnede holdet i første halvleg.
 
FC Nordsjælland manglede til gengæld at få slutprodukt på overtaget, og i takt med udskiftningerne fra begge sider skiftede kampbilledet på ny. Blandt andet kom der også ny keeper i FCM-målet, da Johan Dahlin helt efter planen lod sig udskifte til fordel for Patryk Wolanski efter en times spil. (Den svenske keeper er i gang med et fastlagt fysisk program, der sikrer at alt går efter små planlagte step.)
 
Ind var også kommet U19-spilleren Malte Jürgensen, og godt halvvejs i halvlegen slog den unge højre back et veltimet indlæg mod det bagerste rum i feltet efter et bandespil med målscorer Frank. Og igen var det Paul Onuachu, der blev sigtet efter, men denne gang brugte den lange nigerianer ikke hovedet, men fødderne til at sende bolden mod mål - 3-0 FCM.
 
Tilfreds med holdindsatsen
Otte minutter senere blev FC Midtjylland-sejren slået fast med syvtommersøm. Lejesvenden fra Brentford FC med det særprægede navn, Daniel O'Shaughnessy, steg til vejrs efter en serv fra Royer. Og i kamp med snefnuggede sendte finsk-ireren bolden i den modsatte retning af keeperens løb til sit første FCM-mål og slutresultat 4-0. Derved også en ende på kong vinter under denne april-kamp.
 
Træner Søren Bjerg kunne efterfølgende i ly for snevejret glad fortælle om sejren.
 
- Vi er rigtig godt tilfredse med sejren i dag, og at vi holder nullet, som vi ikke har gjort alt for tit. Det som også fungerede meget bedre i dag, modsat sidste gang, var det holdmæssige. Der bliver arbejdet hårdt, og drengene sætter hinanden fint op til nogle flotte mål. Alt i alt en meget fin præstation, lød det fra Bjerg.
 
Næste, og sidste, opgave for reserverne i dette års mesterskabsslutspil er mod AaB på udebane den 18. maj klokken 14.00. Med dagens resultat ligger FCM II fortsat på andenpladsen med en kamp i baghånden og tre point op til Randers på førstepladsen, der spiller deres sidste kamp i morgen.
 
FC Midtjylland II - FC Nordsjælland II 4-0 (2-0)
25' 1-0 Awer Mabil
35' 2-0 Frank Onyeka
72' 3-0 Paul Onuachu
80' 4-0 Daniel O'Shaughnessy

Start-11: Johan Dahlin (60' Patryk Wolanski), Alexander Munksgaard (60' Malte Jürgensen), Daniel O'Shaughnessy, Patrick Banggaard, Andreas Poulsen (65' Andreas Murbeck), Kaan Kairinen (70' Simon Sterring), Frank Onyeka, Mads Olsen (45' Victor Torp), Awer Mabil, Daniel Royer, Paul Onuachu

FCM vs. OB – 28. nov.

Køb billet

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox