08.05.2016, 20:49 | Af: Jonas Dahl Nielsen | Foto: Getty Images

Supersub-scoring var ikke nok

FC Midtjylland og AGF spillede 1-1 på MCH Arena

Selv om kalenderen blot sagde 8. maj, så føltes det som en lun sommeraften, da FC Midtjylland søndag spillede hjemme mod AGF og Glen Riddersholm. Men vejret var både mere hot og mere indbydende end selve kampen.

FC Midtjylland skulle forsøge at holde trit med SønderjyskE og AaB, der begge havde vundet, mens AGF jagtede deres første forårssejr i ligaen.

Hjemmeholdet havde da også tidligt bolden i kassen. FCM’s topscorer, Martin Pusic, forsøgte sig, og Rasmus ’NK’ bankede returen ind, men den 18-årige back blev vinket offside.

Efter en halv time var det i stedet AGF’erne, der kom i front. Tim Sparv gik op i en hovedstødsduel, og ganske uheldigt fik finnen headet bolden over i fjerneste målhjørne til 0-1.

FCM kunne have fået chancen for at udligne. Det lignede grangiveligt et straffespark, da Mikkel Duelund blev trådt over foden i en dribling, men Mads-Kristoffer Kristoffersen lod spillet fortsætte.

Uheldige Sparv fortsatte sin personlige nedtur. Efter en albue i ansigtet måtte han blødende forlade banen kort før pausetid, og FCM spillede 10 mod 11 halvlegen ud.

Hjemmeholdet fik utvivlsomt en opsang i pausen oven på en tam første halvleg. Straks blev der løbet og duelleret på et helt andet niveau end i de første 45 minutter, og blot ét minut inde var Pusic tæt på at udligne. Østrigerens forsøg endte dog i sidenettet.

På måltavlen haltede FCM dog stadig efter et godt fightende AGF-mandskab, og reaktionen fra trænerbænken var en dobbeltudskiftning af André Rømer og Tim Sparv, hvis syn var så nedsat af et hævet øje, at han ikke længere kunne spille.

Ind kom Filip Novák og Paul Onuachu, men først et kvarter senere, da Pione Sisto blev skiftet ind i stedet for Rilwan Hassan, kom der fut i sagerne. Knægten fra Tjørring skulle kun bruge et minut på banen, før han – med lidt hjælp fra Steffen Rasmussen – bragte balance på måltavlen.

Selv om midtjyderne havde et kvarter plus overtid til at jagte det afgørende sejrsmål, tillod de velorganiserede gæster ikke FCM at komme igennem til åbenlyse chancer. Det sluttede 1-1 i Herning.

FC Midtjylland – Aarhus GF 1-1 (0-1)
29’ 0-1 Tim Sparv (selvmål)
76’ 1-1 Pione Sisto

Advarsler:
28’ Nikolay Bodurov, FCM
40’ Jens Jønsson, AGF
62’ Niklas Backman, AGF
74’ Jakob Poulsen, FCM
90’+3 Dzhamaldin Khodzhaniazov, AGF

FCM: Mikkel Andersen, André Rømer (63’ Paul Onuachu), Kian Hansen, Nikolay Bodurov, Rasmus Nissen Kristensen, Tim Sparv (63’ Filip Novák), Rilwan Hassan (75’ Pione Sisto),  Jakob Poulsen, Kristoffer Olsson, Mikkel Duelund, Martin Pusic.

Bænk: Patryk Wolanski, Patrick Banggaard, Filip Novák, Daniel Royer, Awer Mabil, Pione Sisto, Paul Onuachu.

AGF: Steffen Rasmussen, Alexander Juel Andersen, Josip Elez, Niklas Backman, Daniel Christensen, Dino Mikanovic (84’ Jens Stage), Jens Jønsson, Daniel A. Pedersen, Stephan Petersen, Kim Aabech (89’ Dzhamaldin Khodzhaniazov), Jesper Lange (64’ Aleksandar Cavric).

Bænk: Lukas Fernandes, Aleksandar Cavric, Jens Stage, Oskar Buur, Michael Zacho, Dzhamaldin Khodzhaniazov, Benjamin Hvidt.

Dommer:
Mads-Kristoffer Kristoffersen

Tilskuere:
8.002 på MCH Arena

Kampens FCM-spiller:
Kian Hansen

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox