27.01.2017, 17:20 | Af: | Foto: Getty Images

Thorup: Positivt og negativt at tage med

Der var positive elementer men også ting, der skal forbedres efter dagens testkamp mod Silkeborg

Der var både godt og skidt at tage med fra dagens testkamp mod Silkeborg. Det må være konklusionen efter nederlaget på 2-1 til Silkeborg efter en lige kamp på Ikast Stadion.

- Vi kunne godt have fået mere ud af det i dag, men det var ikke sådan, det skulle være, opsummerer cheftræner Jess Thorup efter kampen.

- Resultatet var ikke det vigtigste, men vi vil altid gerne vinde. Men for os handler det om at kigge et spadestik dybere på indholdet og processen, og der så jeg mange gode ting. Men jeg så også nogle ting, vi skal blive bedre til – specielt vores kvalitet på de afgørende ting.

FC Midtjylland kom allerede foran 1-0 efter to minutter, og der var optræk til flere gode muligheder i lokalopgøret.

- Offensivt så vi nogle ting specielt efter nogle gode individuelle aktioner. Defensivt så vi også, at de fik nogle muligheder, og det er klart, der er nogle ting, vi skal gøre bedre. Vi skal få mere ud af vores chancer, og så skal vi være bedre til at lukke ned for modstanderen. Der var både positivt og negativt at tage med fra kampen, konkluderer Jess Thorup og tilføjer.

- Vi kom til mange gode situationer, som var tæt på at give store chancer, og der mangler vi lige den sidste kvalitet. Det er det, vi skal begynde at finpudse i den kommende tid, efter der har været stor fokus på det fysiske aspekt indtil nu.

FC Midtjylland spiller på torsdag den sidste træningskamp på dansk grund, inden holdet rejser til Dubai på træningslejr.

FCM vs. SJE – 9. apr.

Køb billet

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox