26.01.2017, 14:10 | Af: Jakob Engelst Nørgaard | Foto: FC Midtjylland

Thorup vil se fysik og organisation i anden testkamp

Fredag spiller FC Midtjylland anden testkamp i 2017-opstarten, og trænerteamet vil se defensiv organisation

Den første kamp i år 2017 blev overstået for knap en uge siden, da det blev til 2-2 mod Vendsyssel FF på to mål af Mikael Anderson.

Nu venter næste testkamp, hvor superligakonkurrenten fra Silkeborg IF kommer til Ikast for at spille træningskamp fredag eftermiddag. En kamp som cheftræneren naturligvis gerne vil vinde, men hvor resultatet kommer i anden række.

- Det er ikke tre point, vi spiller om, så sejre er ikke det vigtigste, selvom sejrene er gode at få. Men for mig er det indholdet, der er det vigtigste. En ting er det fysiske, hvor der skal løbes nogle meter, men vi skal også se på indholdet og evaluere spillet, siger Jess Thorup, der gerne vil se god defensiv organisation fra sine spillere.

I den seneste kamp kom ulvene bagud med hele 2-0 efter kun seks minutter i en kamp, hvor hverken spillere eller trænere var tilfredse med første halvleg. Til gengæld er trænerteamet tilfreds med, hvordan anden halvleg udspillede sig, og det håber de på mere af mod Silkeborg:

- De sidste 45 minutter var gode mod Vendsyssel, og kan vi fortsætte ud ad den tangent, så vil jeg være meget tilfreds, siger Jess Thorup.

Thorup vil holde øje med to parametre under kampen. Det fysiske og den defensive organisation, som holdet har haft fokus på i opstartstræningerne.

- Vi får formentlig god modstand i en superligakonkurrent, og vi er nået en uge længere ind i vores forberedelser. Der er blevet arbejdet stenhårdt i den her uge, hvor vi har haft fokus på vigtigheden i det fysiske aspekt. Det skal vi kunne se, når vi går på banen, siger cheftræner Jess Thorup.

I kampen mod Vendsyssel var der nye navne i startopstillingen, og hele holdet pånær Mikkel Andersen i målet blev skiftet ud ved pausen, og dermed kom 21 spillere i kamp. Der vil også være stor udskiftning i den kommende kamp, fortæller Thorup, der dog ikke vil skifte hele holdet i pausen som sidst.

- Vi vil give nogle lidt mere tid, men der er ingen, der kommer til at spille 90 minutter, så der vil være stor udskiftning, men nogle spillere vil spille flere minutter end sidst.

Kampen mod SIF bliver spillet på Ikast Stadion fredag den 27. januar klokken 14.00.

FCM vs. SJE – 9. apr.

Køb billet

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox