04.07.2016, 07:00 | Af: | Foto: Getty Images

Tilfredshed i FCM-lejr efter sejr

Både assistenttræner Lars Knudsen og forsvarstalentet Alexander Munksgaard var tilfredse efter søndagens 4-0-sejr over Skive IK

Det var de unge, der fik chancen i søndagens testkamp mod Skive fra 1. division. Hele fem 97’ere fik muligheden for at vise sig frem fra start.

- Det var rigtig godt at se de unge mennesker mod en fin modstander fra 1. division. Det er vigtigt både i forhold til et lidt længere perspektiv at se de unge i aktion og se, hvad de indeholder, men også i forhold til det kortere perspektiv, hvor vi allerede har en kamp på torsdag, hvor holdet ikke er sat endnu, så de spillede også for at komme på holdet på torsdag, siger assistenttræner Lars Knudsen, der var tilfreds med det, han så fra talenterne.

- De viste godt gå-på-mod. De kunne lide at være på banen og turde være derinde og tage ansvar på sig. De turde sige noget og have bolden, så det er rigtig lovende.

En af de unge spillere, der fik mulighed for at vise sig frem, var Alexander Munksgaard, der sammen med den jævnaldrende Kristian Dirks Riis udgjorde midterforsvaret med lige så unge Anders Hagelskjær på venstre back.

- Jeg er tilfreds med at få spilletid og få en kamp i benene. Det er bare fedt at spille, siger Alexander Munksgaard, der gør sig både på højre back og i midterforsvaret.

Og som forsvarsspiller glædede han sig over et clean sheet.

- Det betyder meget. Det er det, man går efter hver gang, man spiller. Angriberne går efter at score, og os forsvarsspillere går efter at holde nullet, og det var fedt at gøre det i dag, siger Munksgaard, der synes det gik fint med de fem 97'ere i startformationen.

- Jeg synes, det fungerede godt. Vi har spillet sammen siden akademiet, så vi har nogle relationer på plads. Jeg synes, at det var stærkt, at vi med så ungt et hold tog kampen op mod et 1. divisionshold og vandt 4-0.

- Vi fik vist mandsmod. Vi fik vist, vi kan stå distancen og være med på det her niveau. Det handler om at byde sig til og tage ansvar og gribe chancen, så man kan komme med i de store kampe, siger Alexander Munksgaard.

Trænerteamet var da også ordnet godt tilfreds med det, de fik set i søndagens sejr.

- Langt hen ad vejen spillede vi en fin kamp. Vi dominerede i store perioder af første halvleg, og gjorde nogle gode ting med bolden. Vi fik sat nogle gode angreb op og fik god afveksling i spillet og lykkedes også i perioder med vores pres, som vi gerne ville. Der var en kort periode i første halvleg og en lidt længere periode i anden halvleg, hvor vi ikke helt lykkedes med vores pres, som vi gerne ville, så det skal vi selvfølgelig rette lidt op på, siger Lars Knudsen.

Næste opgave for FC Midtjylland er torsdagens returkamp i kvalifikationsrunden til Europa League mod Suduva, mens der søndag venter opstartens sidste træningskamp på udebane mod AC Horsens.

FCM vs. AGF – 4. dec.

Køb billet

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox