03.07.2016, 16:40 | Af: | Foto: Getty Images

Unge ulve sejrede i Skive

Et ungt FC Midtjylland-hold vandt med 4-0 over Skive IK fra 1. division

Det var et ungt hold, FC Midtjylland sendte på banen i dagens testkamp på Skive Stadion, men det var alligevel en af holdets ældste spillere, der først gjorde opmærksom på sig selv. For allerede i det femte minut flugtede nytilkomne Markus Halsti et frisparksindlæg fra Mikkel Duelund i kassen.

Og den føring var tæt på at blive fordoblet nogle minutter senere, da André Rømer sendte et fint indlæg ind i hovedet på Mads Døhr Thychosen, men den tidligere akademispiller måtte se sit hovedstød gå i sidenettet.

I stedet kunne Skive havde udlignet målregnskabet, da en fejlaflevering fra målscorer Halsti resulterede i en friløber, men Mikkel Andersen gjorde sig bred og afværgede. FCM-keeperen stod også, hvor han skulle kort før pausen, da han kom i vejen for et Skive-hovedstød.

De første 45 minutter var dog domineret af gæsterne, og Awer Mabil havde i to omgang muligheden for at øge føringen. Mikkel Duelund spillede ham alene med Skive-keeperen, som fik reddet, og ikke mange sekunder senere var australieren hurtig og returen fra en Duelund-afslutning, men ind ville bolden ikke.

Det ville den til gengæld i begyndelsen af anden halvleg, da Mikkel Duelund stensikkert eksekverede et straffespark, som blev begået med venstrebacken Anders Hagelskjær.

Efter en god time fik Mads Døhr Thychosen taget revanche fra første halvleg og gjorde det til 3-0, og mod slutningen af kampen lignede det faktisk også, at den unge angriber skulle blive dobbelt målscorer, da han brød godt igennem og sendte bolden i kurs mod mål, men Babajide David fik sat sidste fod på, og så dømte dommeren offside.

Men 4-0 blev med få minutter tilbage, da Awer Mabil flot scorede direkte på frispark.

Foruden en fortjent sejr fik trænerteamet også set en række af truppen unge spillere i aktion. Blandt andet i forsvaret hvor de tre førsteårs seniorer Alexander Munksgaard og Kristian Riis i midterforsvaret og Anders Hagelskjær på venstre back fik chancen med mere rutinerede André Rømer på højre back, mens målscorer Mads Døhr Thychosen fik chancen helt i front.

Skive IK – FC Midtjylland 0-4 (0-1)
6’ Markus Halsti 0-1
49’ Mikkel Duelund 0-2 (straffespark)
60’ Mads Døhr Thychosen 0-3
88’ Awer Mabil 0-4

Start-11: Mikkel Andersen, André Rømer, Kristian Riis, Alexander Munksgaard, Anderes Hagelskjær, Markus Halsti (46’ Kaan Kairinen), Mikkel Duelund (60’ Babajide David), Marco Larsen (60’ Ogochukwu Frank Onyeka), Daniel Royer (60’ Jakup Thomsen), Awer Mabil, Mads Døhr Thychosen

Bænk: Andreas Raahauge, Kaan Kairinen, Babajide David, Ogochukwu Frank Onyek, Samson Onomigho Iyede, Jakup Thomsen

FCM vs. OB – 28. nov.

Køb billet

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox