3F Superliga
søndag 16/10 kl. 18:00
MCH Arena
FCM FC Midtjylland
A. Dreyer (22")
K. Olsson (86")
2:1
ACH AC Horsens
L. Musonda (20")

Olsson-mål sænkede AC Horsens

Scoringer fra Anders Dreyer og Kristoffer Olsson var afgørende, da AC Horsens blev nedlagt med 2-1 i en hård efterårsdyst på MCH Arena.

Efter en flot resultat på udebane mod Feyenoord i midtugen var FCM tilbage på MCH Arena, da AC Horsens gæstede Herning i en sen søndagskamp.

– En ting er at skabe tempoet, en anden ting er at være tålmodige og koncentrerede hele vejen igennem. Vi må ikke slippe koncentrationen, havde assistenttræner Henrik Jensen fortalt før kampstart.

Det midtjyske trænerteam havde valgt at rotere på fire positioner sammenlignet med midtugens Europa League-dyst i Rotterdam, hvilket blandt andet gav plads til unge Oliver Sørensen i start 11’eren.

Start XI (4-3-3): Jonas Lössl, Mads Døhr Thychosen, Erik Sviatchenko, Juninho, Nikolas Dyhr, Emiliano Martínez, Kristoffer Olsson, Oliver Sørensen, Anders Dreyer, Sory Kaba, Pione Sisto.

Efter 19 minutter blev hjemmeholdet straffet for en sløset indledning, da et indlæg havnede for fødderne af Lubambo Musonda. Ligesom i det omvendte opgør formåede den zambiske wingback at sparke bolden i netmaskerne. 1-0 til AC Horsens.

FCM lykkedes med at svare hurtigt tilbage, da Pione Sisto lagde en bold tilbage i banen, hvor Anders Dreyer lurede. FCM’erens stærke venstrestøvle curlede bolden over i det lange hjørne til stor jubel for et velmødt MCH Arena. 1-1.

Efter 30 minutter endte en løs bold hos Oliver Sørensen, der befandt sig i gæsternes målfelt. Den 20-årige midtbaneslider fik et fint traf på bolden, men en AC Horsens-støvle blokerede skuddet i sidste sekund.

Som 1. halvleg skred frem fik de sortklædte værter bedre styr over begivenhederne, men flere scoringer blev det ikke til i kampens første 45 minutter. Dermed 1-1 i pausen.

FCM kom ud efter pausen på hælene, og holdet formåede ikke at sætte det nødvendige tempo i kampen. Flere gange spillede man for langsomt, og det var en lækkerbidsken for et lavtstående Horsens-forsvar.

Alligevel fik “Ulvene” 2. halvlegs hidtil største chance, da Sory Kaba kæmpede sig igennem efter 65 minutter. Den guineanske angriber sparkede fra distancen, og en afretning tvang Matej Delac ud i en kanonredning.

Med et kvarter igen testede Pione Sisto nok en gang Matej Delac, men den 27-årige teknikers frispark blev pareret flot.

I kampens slutfase blev Gustav Isaksen sendt i dybden på en lang bold fra Emiliano Martínez. Den 21-årige hurtigløber sprintede fra alt og alle, og den tidligere FCM-akademist, Alexander Ludwig, så sig nødsaget til at lave en nødbremse. Direkte rødt til gæsternes forsvarsspiller.

På det efterfølgende frispark sendte Pione Sisto en kanonkugle mod målet, men endnu en pragtedning af Matej Delac afværgede et føringsmål.

I det 85. minut kom forløsningen, da Erik Sviatchenko rettede et frispark ind til en fremadstormende Kristoffer Olsson. Den svenske landsholdsspiller svigtede ikke og lagde bolden nederst i horsensianernes mål med en følt inderside. 2-1.

Herefter satte midtjyderne tempo og udnyttede et træt AC Horsens-mandskab, da Gustav Isaksen blev sendt dybt og sparkede bolden i nettet. VAR-billeder viste dog en Erik Sviatchenko-forseelse forinden, og målet blev annulleret. Kort før slutfløjt brændte Sory Kaba desuden en stor mulighed.

Det hele sluttede med en vigtig midtjysk sejr på 2-1, hvor assistenttræner Henrik Jensen fik ret i, at tålmodigheden blev afgørende i jagten på at bryde horsensianernes forsvarskæde op.

Expected Goals

Se Expected Goals for begge hold og alle spillere i kampen

FC Midtjylland FCM
2:1
AC Horsens ACH

Spillerstatistik

Se kampstatistik for alle spillere i kampen

Heatmap/Touchmap

Se positionering og boldberøringer for alle spillere i kampen

FC Midtjylland FCM
2:1
AC Horsens ACH

Holdstatistik

Se kampstatistik for begge hold i kampen

FC Midtjylland FCM
2:1
AC Horsens ACH