Sydbank Pokalen
torsdag 26/5 kl. 15:00
Brøndby Stadion
OB OB
3:4
FCM FC Midtjylland

FC Midtjylland vinder pokalfinalen efter straffespark

Der skulle straffespark til for at finde en vinder, og her blev David Ousted med to redninger den store helt, som sikrer FC Midtjylland klubbens femte trofæ.

Den største enkeltstående kamp i dansk fodbold. Så simpelt kunne det siges om det, der skulle foregå på Brøndby Stadion kl. 15.00 på Kristi Himmelfartsdag.

Her tørnede FC Midtjylland sammen med OB i finalen i Sydbank Pokalen. Tre år efter klubbens første pokaltriumf kunne godt 10.000 midtjyske fans igen tage turen til pokalfinalen og støtte FCM i jagten på sit tredje trofæ.

Efter en tidlig busrejse, fremragende stemning i fanzonen og på endetribunen før kamp kunne de se følgende mandskab stille op fra start.

Start XI (3-4-3): David Ousted, Henrik Dalsgaard, Daniel Høegh, Juninho, Joel Andersson, Mads Døhr Thychosen, Raphael Onyedika, Evander, Gustav Isaksen, Edward Chilufya, Anders Dreyer.

Begge klubbers fans sørgede for en fantastisk kulisse, da dommeren fløjtede op efter nationalmelodien, og det blev med det samme en intens affære indenfor kridtstregerne.

Der var masser af nerve og power i duellerne, men de store chancer udeblev. FCM tilspillede sig enkelte halve muligheder i løbet af første halvleg, men det blev aldrig helt farligt.

I den anden ende måtte Juninho afværge et hovedstød på mållinjen efter et hjørnespark, mens David Ousted også diskede op med en god redning på OB’s største chance inden pausen.

Dermed var det helt lige 0-0 efter de første 45 minutter.

OB satte sig på spillet efter pausen, men det var uden at spille sig frem til de helt store muligheder. Langsomt bed FC Midtjylland sig tilbage i kampen og omkring en times spil havde Evander og Joel Andersson to gode afslutninger.

Det blev desværre ikke startskuddet til et stort FCM-pres, og i stedet blev kampen igen mere lige. Der var generelt flere hårde tacklinger og appeller for gule kort, end der var smukt spil, og begge hold havde svært ved at skabe chancer.

Den ordinære spilletid sluttede derfor også 0-0.

FCM åbnede den forlængede spilletid med en kæmpe dobbeltmulighed til Dreyer og Evander, men begge afslutninger blev reddet inde på stregen.

Efter en mere begivenhedsfattig periode skete nøjagtigt det samme scenarie efter 111 minutter. Denne gang måtte Evander se sit halvsaksespark afvist af overliggeren.

FCM ville mest i den forlængede spilletid, men der kom ingen scoringer, og det hele skulle derfor afgøres på straffespark.

Her blev David Ousted den store helt for FC Midtjylland, idet han med to store redninger gjorde Evander i stand til at afgøre kampen. Brasilianeren var iskold fra pletten og sendte spillere, trænere og 10.000 fans i kæmpe eufori.

Det er anden gang i historien, at FC Midtjylland vinder den danske pokalturnering, og det er klubbens i alt femte trofæ.

Expected Goals

Se Expected Goals for begge hold og alle spillere i kampen

OB OB
3:4
FC Midtjylland FCM

Spillerstatistik

Se kampstatistik for alle spillere i kampen

Heatmap/Touchmap

Se positionering og boldberøringer for alle spillere i kampen

OB OB
3:4
FC Midtjylland FCM

Holdstatistik

Se kampstatistik for begge hold i kampen

OB OB
3:4
FC Midtjylland FCM