27.12.2016, 13:00 | Af: | Foto: FC Midtjylland

15-årig asylansøger trænede med FCM

Godt samarbejde mellem FC Midtjylland og Børnecenter Rovvig gav ung asylansøger mulighed for at træne med i FCM

Det var en af de mere usædvanlige SMS’er, der for nogle uger siden tikkede ind på FC Midtjyllands U17-træner Svend Graversens telefon.

- Vi har en interessant spiller. Cirka sådan lød det i beskeden fra Steen Morgensen, der er aktivitetsmedarbejder på Børnecenter Rovvig, der er et asylcenter for uledsagede flygtningebørn under 18 år.

Kontakten mellem Svend Graversen og Steen Mogensen blev skabt i sommer, da FCM-træneren var forbi asylcentrets første fodboldskole for at træne drengene. Dengang aftalte de to, at hvis der kom nogle drenge med et fodboldtalent udover det sædvanlige, så skulle Steen hive fat i Svend.

Og det gjorde Steen Morgensen så, da Robel fra Eritrea kom til centret.

Kvikke fødder
Den 15-årige uledsagede flygtning fra det afrikanske land viste hurtigt, at han var niveauer over de andre knægte på centret, og derfor startede Steen Mogensen bilen op en tidlig december morgen og kørte sammen med Robel til Ikast, så fodboldtalentet kunne blive prøvet af i en træning med FC Midtjyllands fodboldakademi.

- Det var godt set af Steen. For der er ingen tvivl om, at når man ser på de spillere, jeg var oppe at træne på deres fodboldskole i sommer, og man ser på Robel, så er der større kvalitet hos ham, siger Svend Graversen, der har arbejdet med mange store talenter i sine mere end ti år i FC Midtjylland.

I mere end halvanden time trænede Robel med FC Midtjyllands talentfulde U17-hold, og Svend Graversen så spændende kvaliteter hos den vævre tekniker.

- Han er god på bolden, og så er han hurtig og kvik på fødderne. Men han er også meget uskolet. Det er den udfordring, vi ser hver gang, der kommer spillere fra en helt anden fodboldkultur. Robel har sandsynligvis spillet gadefodbold det meste af sit liv, fortæller den mangeårige FCM-træner.

Selv om Robel fik vist prøver på sit talent, så blev det ikke til flere træninger i FC Midtjylland i denne omgang.

Rollemodel for de andre
- Han skal ind i et miljø, hvor han kan tage det step by step. Det her step er for stort et skridt for ham. Kan han få hjælp til at finde et miljø, hvor han stille og roligt kan få mange træninger med trænere, der har god tid, så har han mulighed for at blive en dygtig fodboldspiller, men vores niveau er for stort et skridt, siger U17-træner Svend Graversen.

Han havde en god snak med den unge fodboldspiller efter træningen, hvor han gav ham gode råd med på vejen. Og for hovedpersonen selv var det en god oplevelse at prøve at træne med nogle af Danmarks største U17-talenter.

- Det var en god træning. Det var sjovt at prøve at træne med dem, og det var en god oplevelse at være hernede, fortalt Robel efter træningen.

På asylcentret i Rovvig gør Robel sig positivt bemærket, og Steen Mogensen er glad for, at samarbejdet med FC Midtjylland gav ham mulighed for at prøve talentet af på Heden.

- Han passer sin skole 100 procent, og han er altid med til de aktiviteter, vi arrangerer. Han er en rollemodel for de andre knægte. Vi er glade for, at det gode samarbejde, vi har med FC Midtjylland, gav ham mulighed for at komme ned og træne med akademiet, siger Steen Mogensen, der flere gange har arrangeret ture til FC Midtjyllands hjemmekampe for centrets børn.

Om Steen Mogensen engang i fremtiden skal starte bilen og sætte kursen mod den midtjyske hede igen, må tiden vise…

FCM vs. BIF – 29. okt.

Køb billet

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox