06.05.2017, 17:18 | Af: Kristina Hvas Stokholm | Foto: FC Midtjylland

Akademiet storsejrede over Randers

5-0 og 4-0. Sådan lød scorerne på U19- og U17-kampene, da akademiet tog i mod Randers på hjemmebane

Fuld solskin og ni midtjyske kasser. Sådan gik det til lørdag eftermiddag på Ikast Stadion, da FCM U19 og U17 krydsede klinger med Randers Freja.

FCM U19 vs. Randers U19
’En super kamp som vi kontrollerede fra start til slut’. Sådan lød det fra FCM’s U19-træner Kenneth Andersen oven på ulvenes 5-0 sejr over Randers Freja.

Midtjyderne var klar fra kickoff, og der skulle således ikke gå mere end ni minutter på grønsværen, før Gloire Rutikanga fandt Andreas Poulsen, som sparkede FCM i front. Blot fem minutter senere udbyggede hjemmeholdet føringen, da Aziz Essaisi sendte bolden i nettet.

- De første 35 minutter var vi rigtig tilfredse med. Vi satte spillet op som et hold og spillede med tempo og kvalitet. Det flotte niveau tog et lille dyk de sidste ti minutter før pausen, hvor vi blev lidt for ivrige i vores spil, sagde Kenneth Andersen.

Niveauet fandt U19-drengene hurtigt tilbage til i anden halvelg og holdte kursen hele vejen hjem. Først var det Aziz Essaisi, som blev dobbeltmålscorer med en kasse til 3-0. To minutter senere var Sebastian Buch på spil og sendte kuglen i nettet til 4-0.

- Kampen forløb på mange måder som mod AGF og AaB. Igen i dag havde vi chancerne for at gøre det til 3-0 og lukke kampen. Det formåede drengene i dag – og mere til, sagde FCM-træneren.

Med tre minutter igen krydrede Mikkel Jakobsen på stillingen, da han scorede kampens sidste mål, hvorfor FCM U19 kunne gå jublende fra banen med en sikker 5-0 sejr over Randers.

U19-ulvene mangler fire kampe, før de endelige pladser er fordelt. Her venter FCK, Brøndby, Vejle og AGF. Første modstander er mesterskabsbejlerne fra FC København på udebane. Denne kamp sparkes i gang lørdag den 13. maj klokken 15.15.

FCM U19 – Randers Freja U19: 5-0 (2-0)
9’ 1-0 Andreas Poulsen (Gloire Rutikanga)
14’ 2-0 Aziz Essaisi (Mads Carlson)
63’ 3-0 Aziz Essaisi (Andreas Poulsen)
65’ 4-0 Sebastian Buch Jensen
87’ 5-0 Mikkel Jakobsen (Aziz Essaisi)

FCM U19: Oliver Ottesen, Andreas Murbeck, Gustav Kjeldsen, Victor Torp (66’ Mikkel Jakobsen), Aziz Essaisi, Andreas Poulsen, Mads Carlson(69’ Samson Onomigho), Mads Olsen, Gloire Rutikanga, Sebastian Buch, Mads Døhr Thychosen(63’ Nicolai Damkjær)


FCM U17 vs. Randers U17
U19-ulvene var som sagt ikke de eneste, der var på måltogt lørdag eftermiddag. Også FCM U17 var klar til at give den en skalle mod kronjyderne. Her havde de mulighed for at tage revanche fra efterårets smalle udebanenederlag. Samtidig var det et mål ’at fortsætte den gode hjemmebanestatistik, vi er ved at bygge op’, som U17-træner Svend Graversen udtalte inden kampen.

Begge ting skulle vise sig at blive indfriet. Værterne lukkede af bagtil, og i modsatte ende blev det til hele fire scoringer. FC Midtjyllands Gustav Isaksen og Casper Tengstedt havde snøret støvlerne rigtigt og scorede hver to kasser. Dermed kunne FCM U17 juble og endnu en sejr og tre vigtige point. I tabellen betyder det samtidig et ryk opad, hvor ulvene nu placerer sig på en 4. Plads.

U17-drengene har to kampe endnu at høste point i. Det gælder to topkampe, som kan få stor betydning på ulvenes endelige placering i tabellen. Her møder de først FC København på udebane, inden de slutter sæsonen af mod Brøndby hjemme på Ikast Stadion.

FC København og Brøndby ligger henholdsvis på en 3. og 2. plads i tabellen. Og på en femteplads ånder FCN ulvene i nakken med blot to point forskel. Alle tre udfordrer har minimum fem kampe tilbage i sæsonen, så får FCM U17 gælder det om at jagte fuld pointhøst i de kommende kampe.

Udebanekampen mod FC København sparkes i gang lørdag den 13. maj klokken 13.00.

FCM U17 – Randers Freja U17: 4-0
1-0 Casper Tengstedt
2-0 Casper Tengstedt
3-0 Gustav Isaksen
4-0 Gustav Isaksen

FCM U17: Enock Mwimba, Japhet Sery Larsen, Oskar Bloch, Tobias Anker, Nicolas Madsen, Antonis Martis, Christian Tue (60’ Gustav Isaksen), Casper Tengstedt, Nikolas Dyhr, Jonathan Dahl Bagger(54’ John Philip Ndjate), Noah Grøn Iversen (50’ Oliver Sørensen)

FCM vs. BIF – 29. okt.

Køb billet

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox