16.05.2019, 09:58 | Af: Karsten Vestergaard | Foto: FC Midtjylland

Akademikontrakt til spillende midterforsvarer

Sjællandske Pontus Texel begynder efter sommerferien på ISI Idrætshøjskole og bliver samtidig en del af Akademiets 2004-årgang.

Den umiddelbare fremtid faldt for nyligt på plads for 15-årige Pontus Texel, og den kommer til at udspille sig på ISI i Ikast. Nu hvor beslutningen er truffet, ser hovedpersonen frem til at komme i gang:

- At begynde på efterskole bliver en ny oplevelse for mig, og det glæder jeg mig meget til. Jeg synes det er fedt, at fodbolden og skolen foregår i det samme miljø, og jeg forventer det kommer til at give mig noget ro i hverdagen, fortæller Pontus Texel.

- Derudover er det naturligvis stort for mig at flytte hjemmefra og skulle stå på egne ben. Det bliver et nyt kapitel og jeg ser frem til til at udvikle mig, og være med til at gøre en forskel, siger han.

Den unge midterforsvarer kommer til at få god rygdækning hjemmefra, for faderen Kenni har igennem alle årene været en god støtte, både på og uden for banen – for ikke at tale om fast samtalepartner i talrige fodbolddiskussioner.

Også Akademichef Flemming Broe ser frem til at se Pontus trække i den sort-røde trøje:

- Vi er rigtig glade for at byde Pontus velkommen. Han er søgt ind på ISI, og det understreger igen, at vi har et attraktivt campusmiljø, hvor man både får en god skolegang og en stærk fodbolduddannelse. Det er ingen hemmelighed, at vi kendte til Pontus’ kvaliteter, og derfor har vi også valgt at tilbyde ham en treårig Akademikontrakt, fortæller Akademichef Flemming Broe.

Og hvilke kvaliteter er så det? Flemming Broe giver den kommende Akademispiller følgende ord med på vejen:

- Han er forsvarsspiller med stort F – en spiller der er god til at læse spillet, er duelstærk og dygtig i sine indgreb. Derudover er han en spillende forsvarer, der kan tage del i det opbyggende spil. Det er en vigtig egenskab, og alt i alt føler vi, at Pontus er en spiller, der kommer til passe rigtig godt ind i FCM, lyder det fra Akademichefen.

Den karakteristik kan hovedpersonen godt nikke genkendende til. Han beskriver sig selv således:

- Jeg er en forsvarsspiller, der kan bruge begge ben og gerne vil have bolden. Jeg tager ansvar for mit eget og holdets spil og har også været anfører, da jeg spillede i Lyngby, fortæller han.

Nu venter der Pontus Texel nogle intensive år, hvor udviklingen er i højsædet. Adspurgt om, hvor han skal forbedre sig, svarer han:

- Det handler langt hen ad vejen om at blive endnu bedre til de ting, jeg i forvejen kan. Jeg vil være en leder og jeg vil bygge yderligere på mit duelspil – og så vil jeg arbejde på at blive farligere i modstandernes felt og score nogle flere mål, fortæller Texel.

Fakta
Navn: Pontus Texel
Position: Midterforsvarer
Fødselsdag: 27. februar 2004
Tidligere klubber: AB, Lyngby BK, Farum Boldklub

FCM vs. FCN – 21. jul.

Køb billet