02.11.2019, 14:15 | Af: Lukas Müller | Foto: Daniel Stentz

Bosnisk modstand i Youth League

Mandag eftermiddag tager U19 hul på anden runde i ungdommens Champions League og her venter de bosniske mestre HŠK Zrinjski Mostar

Når U19 mandag eftermiddag løber ind på MCH Arena mod HŠK Zrinjski Mostar i UEFA Youth League, venter et opgør mellem to mandskaber, der begge spillede sig sikkert videre fra første runde. 

Mens FC Midtjyllands akademister ekspederede de svenske mestre IF Elfsborg ud af turneringen, besejrede HŠK Zrinjski Mostar de ungarske mestre MTK Budapest med 3-1 samlet. Og netop de to opgør mod Budapest har U19-cheftræner Henrik Jensen studeret nøje. 

- Der venter os en opgave mod et hold, som særligt på det individuelle niveau har store kvaliteter. De er teknisk stærke, men samtidig også fysiske i deres måde at spille på, og det kommer til udtryk i den aggressivitet og det mod, som man kender fra Balkan-fodbolden.

Modsat udfordringerne i den hjemlige U19-liga, så venter et møde med en uvant spillestil, samt et returopgør i slutningen af november, og det er nogle af de områder trænerstaben har fokus på forud for mandagens europæiske kamp. 

- Det vigtigt at vi forstår, at kampen – og det videre avancement – først afgøres efter 180 minutter. Det gælder ikke tre point her og nu, så vi skal være påpasselige og koncentrerede i alle spillets facetter, samtidig med at vi er fremadrettede i vores aktioner, fortæller cheftræneren. 

U19 har leveret store resultater i UEFA Youth League, hvor prominente topklubber som Atletico Madrid, AS Roma og Manchester United alle er blevet elimineret over de seneste år, og turneringen er en unik mulighed for at opleve morgendagens stjerne, hvorfor Henrik Jensen også opfordrer til at komme på MCH Arena og bakke U19-holdet op mandag eftermiddag. 

- Youth League er en unik mulighed for at se vores største talenter, spille på den største europæiske scene for ungdomsfodbold. Vi møder endnu et mesterhold og de kommer med en spillestil, vi ikke ser til dagligt, så jeg kan kun opfordre alle fans til at komme på MCH Arena. 

Gratis entré
Der er gratis adgang til kampen på MCH Arena, som starter kl. 14:00. Det kræver blot, at du henter en billet HER

Hvis du ikke kan være på stadion, kan opgøret livestreames via FC Midtjyllands YouTube-kanal. 

 

FCM vs. SIF – 2. dec.

Køb billet