04.05.2019, 19:02 | Af: Karsten Vestergaard | Foto: FC Midtjylland

Brandærgerlig afslutning for U17

Sejren glippede i fire minutters overtid imod EfB

Esbjerg fB U17 – FC Midtjylland U17 3-3 (1-0)
3’ 1-0 Zean Peetz Dalügge
53’ 1-1 Tobias Damtoft
59’ 1-2 Frederik Heiselberg
80’ 1-3 Simon Madsen
82’ 2-3 Zean Peetz Dalügge
90+4 3-3 Zean Peetz Dalügge

FCM U17: Simon Madsen – Jakob Leerhøj Larsen [FCM U15], Jens Emil Fjendsbo, Kristoffer Lund Hansen, Victor Bak Jensen – Tobias Damtoft (78’ Mikkel Tønnesen), Anders Kaiser, Frederik Christensen, Simon Ulrich Madsen – Aral Simsir (88’ Andreas Nibe), Frederik Heiselberg (60’ Oscar Fraulo)

Man skulle ikke vente længe på underholdningen i de to U17’s holds kamp. Allerede efter tre minutter bragte Esbjerg sig i front, da de kom ned bag ved FCM’s bagkæde og kunne slå et indlæg ind i hovedet på Zean Peetz Dalügge – en ønskestart for hjemmeholdet, der havde vundet deres fem seneste kampe.

FCM spillede op mod vinden i første halvleg, og valgte fornuftigt at spille lidt mere direkte end normalt. Som halvlegen skred frem, fik ulvene bedre og bedre fat, men det blev ved mange lige-ved-og-næsten-muligheder.

Det skulle ændre sig i anden halvleg. Med vinden i ryggen satte FCM’erne sig tungt på begivenhederne, og efter otte minutter spilltede Anders Kaiser værtenes forsvar med en præcis stikning til Tobias Damtoft (billedet), der nonchalant lobbede bolden over Esbjergs keeper, i det han kom stormende ud af sit mål.

Seks minutter senere fik FCM tilspillet sig et frispark på Esbjergs banehalvdel ude i den ene side. Det udmøntede sig i et skarpt slået indlæg, som Frederik Heiselberg sprang op og tappede ind med foden.

Ti minutter før tid, var det så Simon U. Madsens tur til at sætte sit aftryk på begivenhederne. Kantspilleren modtog en tværpasning på feltkanten og sendte derfra sin ottende sæsonscoring i nettet.

Dommeren i centrum
Det lignede en afgørelse, men umiddelbart efter slog Esbjerg til på en omstilling og Sean Peetz Dalügge reducerede til 2-3. Dermed levede kampen i allerhøjeste grad stadigvæk, men Esbjerg blev ikke rigtig farlige i slutfasen.

Alligevel skulle kampen få en dramatisk afslutning. I overtiden trak Bjarne Østergaard en af fodboldlovens mere obskure paragraffer frem, da han vurderede, at FCM-keeper Simon Madsen havde holdt bolden længere end de tilladte seks sekunder.

Dommeren gav derfor Esbjerg indirekte frispark i feltet. Det blev blev trillet til en afslutning, men FCM’erne fik kastet sig ud i skuddet, der blev pareret til hjørne.

Desværre gik det hverken værre eller bedre end at – hvem andre end - Sean Peetz Dalügge kom på bolden og i fire minutters overtid fik udlignet.

Et kæmpe antiklimaks for FCM’erne og det var da også en voldsomt skuffet Henrik Jensen, der måtte sande, at det kun blev til et point:

- Vi leverer en rigtig flot præstation, hvor vi får sat tingene godt sammen, er livlige og bevægelige, men altså, vi er enormt ærgerlige over afslutningen. Vi skal lære at gøre tingene helt færdige, for vi har muligheden for at score til 4-2 inden overtiden. Det gør vi ikke, og så står vi tilbage og har tabt to point, konstaterede FCM U17’s cheftræner.

Kampen bød i øvrigt på ligadebut til Jakob Leerhøj Larsen, der for nyligt kom til FCM fra Silkeborg. U15-spilleren kvitterede ved at levere en fortrinlig indsats på højrebacken.

FCM U17 spiller allerede igen onsdag aften kl. 18.30. Her møder man AaB på udebane. Se stillingen og øvrige resultater fra U17 Ligaen her.

FCM vs. FCN – 21. jul.

Køb billet