10.06.2020, 09:33 | Af: Magnus Monrad-Alexandersen | Foto: FC Midtjylland

Da Mikkel Tønnesens mål imod FC Barcelona gik viralt

U17-spiller Mikkel Tønnesen gik i 2017 viralt med et helt fantastisk mål mod FC Barcelona, der også endte med at give ham en helt fantastisk tur til engelske Manchester

I starten af 2017 skiftede den dengang kun 13-årige Mikkel Tønnesen sine vante rammer i samarbejdsklubben FS Holstebro ud med en mere professionelt struktureret hverdag i FC Midtjylland. Her skulle han være en del af U14 på FCM Elitefodboldskole.

Det var starten på noget af en rejse for den unge spiller, som man finder forrest på banen som angriber. Han rykkede med sin årgang videre op i hierarkiet som U15-spiller i sæsonen 17/18, inden han efterfølgende i 2019 fik en toårig kontrakt på akademiet og blev U17-spiller.

Men på vejen til hvor han befinder sig nu, skete der noget, der skiller ham ud fra mængden. Han gik nemlig viralt.

Crowne Plaza Cup i 2017
Vi skal igen tilbage til 2017. Efter at have været en del af FCM Elitefodboldskole i cirka et halvt års tid, skulle han som optakt til sin første sæson som U15-spiller med resten af FCM Elitefodboldskoleholdende, U13- og U14, til Crowne Plaza Cup i Kastrup. U15 endte i gruppe med Brøndby IF, Malmö FF og ingen ringere end FC Barcelona. FC Barcelona-holdet havde allerede dengang mange øjne rettet mod dem. Specielt fordi stortalentet Xavi Simmons, der nu har sin daglige gang i franske PSG, spillede på holdet og var rejst med til Kastrup.

Efter at have vundet og tabt mod henholdsvis Malmö og Brøndby, var det for de unge ulve nødvendigt med en sejr over de spanske giganterne for at gå videre fra gruppespillet. Kampen endte helt fantastisk 4-3 til FCM, men det er kampens første mål, det hele handler om.

Mikkel Tønnesen var omdrejningspunktet. I videoen, som du kan se lige herunder, modtager Mikkel Tønnesen bolden langt nede på Barcelonas banehalvdel, og så dribler den dengang kun 13-årige angriber forbi ikke bare én, to eller tre, men hele syv modspillere fra FC Barcelona. Derefter banker han bolden i mål til både stor forbløffelse og begejstring for publikum rundt om banen, mens hans holdkammerater omfavnede ham inde på banen.

Du kan se den spektakulære scoring her

Efter turneringen fortalte FCM Elitechef Jonas Bliksted til en artikel på FCM Klubsamarbejdet, at trænerteamet slet ikke kunne kommunikere ind på banen til spillerne på grund af larm fra tilskuerne i kampens slutminutter. Derefter endte det også med, at spillerne fra U13 og U14, som havde set kampen fra sidelinjen, løb ind på banen og fejrede den flot tilkæmpede sejr med U15-holdet.

App fik videoen til at gå viralt
Den 31. august kort efter turneringen var slut, dukkede videoen af Mikkel Tønnesens fantastiske mål op på nettet. Det var fodboldappen Tonsser, der havde udgivet en artikel på deres fodboldblog med videoen af målet, der var blevet tilsendt af spillerens far.

- Det var jo et rigtig godt mål. Det er ikke lige et af dem, man ser blive scoret hver dag. Så da jeg opdagede at Tonsser tog imod videoer, sendte jeg det indtil dem. Det var slet ikke meningen, at det skulle blæse sådan op, men det var da en fin oplevelse, fortæller Mikkels far, Peter Vestergaard.

Videoen gik først og fremmest viralt på Facebook. Derefter fik den næsten 40.000 visninger via Tonssers artikel, og med eksponeringen fra artikler på medier som Tipsbladet, Ekstra Bladet, bold.dk og BT er det vist sikkert at sige, at videoen med målet fra den unge angriber fik mere end 100.000 visninger landet over.

- Jeg blev efterfølgende anbefalet at sende videoen ind til TV3 SPORT, der havde en konkurrence kørende omkring de bedste ”10’er tricks”, hvor man kunne vinde en fodboldrejse. Jeg snakkede med min kone, om det nu var en god idé, men vi besluttede os for at gøre det, og så endte den jo med at vinde. Det var ret sejt, fortæller den stolte far.

Vandt fodboldrejse til 10.000 kr.
Målet blev efterfølgende valgt som det bedste ”10’er trick” af TV3 SPORT, hvilket førte til, at Mikkel Tønnesen vandt en fodboldrejse til en værdi á 10.000 kr.

- Det var en rigtig dejlig familietur til Manchester. Vi fik set lidt af byen, var på stadiontur og så var der selvfølgelig kamp om aftenen. Mikkel virkede rigtig draget af det hele, og vi fik da også set en rigtig god fodboldkamp og en fremragende præstation af danske Kasper Schmeichel i Leicester-målet. Det var en rigtig god tur, og fedt at se en kamp på så stort et stadion, som vi heller ikke havde besøgt før, afslutter Peter Vestergaard.

Hovedpersonen selv synes, at hele situationen var lidt speciel, men at det var en fed oplevelse, at komme afsted på fodboldrejsen til Manchester.

- Det var lidt mærkeligt. Lige pludselig havde alle bare set målet. Der var lidt ”wow, det er ham fra FCM, der scorede det der mål imod Barca”-stemning omkring folk. Og altså, det var da et godt mål, men jeg er ikke ligefrem typen, der ønsker at være i fokus, og efter lidt tid gik det hele i sig selv igen, beretter Mikkel Tønnesen og fortæller om fodboldrejsen:

- Det var jo min far, der havde sendt det ind til TV3 SPORT. Jeg vidste ikke noget om det, før det kom frem, at jeg vandt. Det hele var ret vildt. Turen gik til Manchester, hvor vi skulle se Manchester City mod Leicester. Det var lige omkring jul, så vi var også på tur rundt i byen og så blandt andet et stort julemarked.

- Jeg var jo stadig bare den samme
Man kan sagtens fristes til at tro, at sådan en seance i denne tid, hvor virale sensationer snart er hverdagskost, kunne sætte gang i lidt gnister i Mikkel Tønnesens fodboldkarriere.

- Der var ikke rigtig noget, der ændrede sig på holdet. Jeg følte et lidt ekstra pres på mig i starten for at skulle præstere godt. Men vi grinte bare lidt af det sammen og lavede sjov med det. Det var ikke fordi de så anderledes på mig bagefter. Jeg var jo stadig bare den samme, fortæller angriberen.

Bag kulissen var der heller ikke den store ændring. Han fortsatte sin træning med holdet som normalt, og efter et stykke tid var al omtalen slut. Nu tørner han ud for U17, der dog har haft en lang pause på grund af den nuværende COVID-19 pandemi. 

Mikkel Tønnesen ligger på en delt førsteplads på ligaens topscorerliste, sammen med AaB’s Christian Wagner, med 13 mål efter 14 kampe.