20.06.2018, 13:00 | Af: | Foto: FC Midtjylland

En fodboldfaglig stærk nordjyde overtager FC Midtjyllands U17-mandskab

33-årige Henrik Jensen er ny U17-cheftræner i FC Midtjylland

Store fodboldfaglige og menneskelige kvaliteter.

Det har været to væsentlige punkter i FC Midtjyllands søgen efter en ny cheftræner til klubbens U17-mandskab, og nu er den rette profil fundet i Sverige – men profilen er pæredansk og har sine rødder i nordjyske Pandrup.

33-årige Henrik Jensen er den nye U17-cheftræner i FC Midtjylland, og han har underskrevet en toårig kontrakt med klubben. Senest har han stået i spidsen for kvindeholdet hos Linköpings FC, før det var han i IFK Norrköping som U17-træner, hvor han kom til fra stillingen som trænerassistent i Vendsyssel under henholdsvis Ove Christensen og Søren Kusk.

- Det arbejde, der foregår med de unge spillere på akademiet i FC Midtjylland, er helt unikt, og jeg glæder mig til at blive en del af det. Fundamentet er der, og jeg ser frem til at videreføre arbejdet i samarbejde med den øvrige stab, siger Henrik Jensen og understreger, at han glæder sig meget til den udfordrende opgave.

- For mig er det en stor motivation at udvikle dygtige, unge spillere, både individuelt og kollektivt, og jeg tilgår arbejdet med høj faglighed. Jeg er en rummelig og anerkendende person men også konfronterende – det er en del af min ledelsesstil, fortæller Henrik Jensen.

Akademichef Flemming Broe glæder sig over tilgangen af den nordjyske træner, for det er vigtigt at finde den rette profil til jobbet som U17-cheftræner, understreger akademichefen.

- Henrik har købt 100 procent ind på præmissen og vores dna. Selvfølgelig skal vores U17-hold vinde så mange kampe som muligt, men det er den enkeltes spillers udvikling, som er og skal være i fokus, siger Flemming Broe og fortæller, at det eksempelvis betyder, at en U17-spiller rykkes op på U19-holdet, hvis det er bedst for den pågældendes udvikling som fodboldspiller.

Udover den fodboldmæssige faglighed nævner Flemming Broe evnen til samarbejde som en afgørende faktor for U17-cheftræneren.

- Henrik rummer det hele, og han har ydermere erfaring med både ungdomsspillere og seniorspillere. Vi glæder os meget over, at Henrik har takket ja til jobbet i FC Midtjylland, siger Flemming Broe.

Fakta
Henrik Jensen
33 år
Stammer fra Pandrup
Cand.mag i kommunikation
Træner siden 2004
Aftalen er gældende i to år
Første arbejdsdag i FC Midtjylland er den 16. juli 2018
Tidligere klubber er Linkøpings FC, IFK Norrköping, Vendsyssel, Fortuna Hjørring, Aalborg Freja og Jetsmark IF

Yderligere oplysninger
Sportschef Svend Graversen, 25 60 00 40

FCM vs. HOB – 29. sep.

Køb billet

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox