14.10.2018, 09:00 | Af: Nicolai Dupont | Foto: FC Midtjylland

En lille klub med en stor europæisk stemme

FC Midtjyllands succes i UEFA’s Youth League har været med til at gøre Danmark til en relativt stor nation i Europa.

Youth League er i gang igen. FC Midtjyllands U19-drenge startede denne sæsons turnering med en 2-1 sejr hjemme over irske Bohemian FC. Dermed er Ulvene et lille skridt nærmere næste runde inden returopgør den 24. oktober. Og klubben har avanceret før. Faktisk plejer FCM’s U19-hold at præstere flot i Europa. Og der er flere årsager til at Herning er en europæisk storby i ungdomsturneringen, mener Akademichef Flemming Broe.

”For det første har vi nu fået en del erfaring med turneringen, og vi er ikke længere helt novice i den. Det betyder, at vi har fundet en struktur for kampafviklingen, som skaber en ramme, der gør, det er letter at fokusere på sportslige,” siger han.

FC Midtjylland har tidligere slået europæiske storhold ud af Youth League. I 2016 vand Ulvene over Atlético Madrid efter straffesparkskonkurrence og 4-4 i ordinær spilletid. Også Málaga CF og Anderlecht har fået fingrene i den midtjyske maskine gennem tiden. En anden forklaring bag FCM-successen i turneringen er det fokus, som Youth League oplever.

”Det er en attraktiv turnering både som klub og som spiller. Man udvikler sig meget, og som spiller er der stor bevågenhed fra forældre, klubber og agenter,” siger Flemming Broe.

Den hemmelige opskrift

Der er mange faktorer, der spiller ind i den midtjyske succes i Youth League. En af de mest gennemsyrende er, at ”ungdommens Champions League”, som turneringen også kaldes, ikke er spillernes første internationale test. 

I FC Midtjylland – og generelt i de danske superligaklubber – prøver spillerne kræfter med de europæiske modstandere allerede som U13 og U14-spillere. Udover at give international erfaring, så får spillerne også berøring med ”knald eller fald”-kampe, som de kan tage med sig ind i Youth League. 

”Vores resultater har efterhånden betydet, at Danmark i det hele taget er blevet en lille nation med en forholdsvis stor stemme i Youth League,” siger akademichefen.

Det er altså en række spillere med europæisk erfaring, der går på banen for FC Midtjyllands U19-hold. Og det er en stor fordel i de store kampe. 

De unge ulve kan også i år nå at opleve de store opgør i Europa. Det kræver dog et godt resultat i returopgøret i Irland. Kampen mod Bohemian FC spilles den 24. oktober klokken 20 dansk tid.