15.08.2018, 13:12 | Af: Karsten Vestergaard | Foto: FC Midtjylland

En ny U-sæson starter lørdag

Akademiholdene tager hul på 2018/19-sæsonen ved at møde OB’s talenter i Ådalen

Hos FCM U17 har sommeren bragt adskillige forandringer. Udover den obligatoriske udskiftning af halvdelen af spillertruppen – farvel til årgang 2001 og goddag til årgang 2003 – er der også kommet ny mand i trænersædet.

33-årige Henrik Jensen er tiltrådt fra en stilling som træner for Linköpings FC’s kvindehold, og før det var han U17 træner i IFK Norrköping og trænerassistent i Vendsyssel FF. Han har nu i en måneds tid arbejdet med FCM U17 og har dannet sig et indtryk af holdet.

- Der er rigtig mange dygtige spillere, og de scorer højt på både de tekniske og de fysiske færdigheder. Nu skal vi så sammen se at få sat de kompetencer i spil, bemærker Henrik Jensen.

Han tilføjer, at FCM U17 fortsat kommer til at ville præge kampene med offensiv, målsøgende fodbold – ligesom sidste sæson, hvor FCM U17’s kampe med et gennemsnit på 4,8 mål per kamp var ligaens mest målrige.

Første opgave for FCM U17 er OB, der af Henrik Jensen får følgende skudsmål:

"Det er et fysisk rigtigt stærkt hold, der holder høj klasse. Jeg forventer at, det bliver en tæt, urolig kamp med mange dueller", siger FCM’s cheftræner, der tillige skal indstille sig på, at kampene er blevet forlænget med ti minutter – en nylig regelændring betyder, at U17 holdene nu spiller to gange 45 minutter, ligesom seniorerne.

"Det bliver en tilvænning at skulle spille 90 minutter, og der er næppe nogen af holdene, der helt er forberedte på det endnu, så vi må se, hvad betydning det kommer til at få. Umiddelbart er jeg dog positiv, for det er ti minutter mere per kamp, spillerne kan udvikle sig i", fortæller Henrik Jensen.

Han må til kampen se bort fra Mikkel Christensen, der fortsat sidder ude, efter at han tilbage i maj pådrog sig et slemt benbrud i ligakampen mod AGF. Også Jens Emil Fjendsbo må melde forfald, efter at være vendt småskadet hjem fra Internordisk turnering på Færøerne med U17 landsholdet.

Der er kampstart i Ådalen lørdag kl. 13.00.

U19: Hård sparring i opstarten
Også hos FCM U19 er der taget hul på en ny cyklus, i det man har sagt farvel til årgang 99 og altså budt 01’erne velkommen.

- Det vigtigste for os lige nu er at få skabt relationerne mellem spillerne. Målt på potentiale står vi med en rigtig stærk gruppe spillere, og det skal vi have forløst i et stærkt hold, siger Kenneth Andersen, der om nogen kender processen.

I opstartsfasen har FCM mødt AaB’s reservehold i Aalborg (0-4 nederlag), og spillet to interne træningskampe mod Superligaspillerne. Den enlige kamp mod jævnaldrende modstandere var en testkamp mod Esbjerg U19 (2-0 sejr).

- Vi har valgt at matche holdet hårdt, og AaB’s reserver havde eksempelvis 695 Superligakampe imellem sig. Vi kunne godt have valgt at sammenspille holdet i nogle lettere kampe, men man lærer også af, at møde spillere der er bedre end en selv, og jeg føler alligevel, at vi er kommet langt i forhold til at få opbygget de nødvendige relationer, udtaler Andersen.

Han er så småt ved at have sin startopstilling klar, men bemærker, at spillerne har gjort det svært for  trænerteamet, fordi der er mange – flere end elleve – der har vist sig godt frem under opstarten. En spiller der dog med sikkerhed ikke kommer i betragtning til kampen mod OB er midterforsvaren Tobias Anker – han afsoner en karantænedag optjent i den forgangne sæson.

FCM U19 løber på banen i Ådalen søndag kl. 13.00 - præcist et døgn efter U17.