Hjemmesiden bruger cookies. De er ufarlige og bruges til bl.a. anonym trafikmåling. Ved at bruge vores hjemmeside, accepterer du vores brug af cookies OK
21.02.2018, 14:00 | Af: Karen Buhl | Foto: FC Midtjylland
FC Midtjylland er blevet enige med Hanus Sørensen om en kontraktforlængelse på yderligere tre år
Hanus Sørensen kom til FC Midtjyllands Fodboldakademi fra HB Tórshavn i januar 2017 og har sidenhen vist sig frem på FC Midtjyllands U17-hold. Nu er Hanus Sørensen og FC Midtjylland blevet enige om en treårig forlængelse.
- Vi er meget tilfredse med at forlænge kontrakten med Hanus. Hanus er en meget hurtig spiller med stor løbevillighed og power i sit spil. Herudover har Hanus en seriøs og beundringsværdig tilgang til sin sport, og så er han mental stærk. Han har stor andel i at skabe den helt rette kultur og mentalitet på vores Akademi, fortæller akademichef Flemming Broe.
Hanus Sørensen er netop fyldt 17 år og har været i FC Midtjylland siden 2017, hvor han stortrives i det daglige.
- FC Midtjylland er et godt sted at være både fodboldmæssigt og personligt. I FCM fokuseres der på at udvikle spillere hver dag, og det føler jeg, der har hjulpet mig meget, og jeg har virkelig udviklet mig den tid, jeg har været i klubben, siger Hanus Sørensen.
Trods sin unge alder har Hanus Sørensen allerede debuteret på det færøske U19-landshold, og færingen tilskriver sin positive udviklingskurve de professionelle rammer i det midtjyske.
- Vi har mange dygtige trænere, og du har alle chancer for at blive en bedre fodboldspiller her. Rammerne er mere end i orden, så du kan fokusere 100% på fodbolden, skole og venner Det gør, at man er mere afslappet og blot kan nyde at være i FCM-miljøet. Samtidig brænder vi alle for det samme – fodbolden, uddyber Hanus Sørensen.
Hanus Sørensen og resten af U17-holdet tager fat på forårssæsonen i U17 Ligaen den 24. februar, når Randers Freja FC gæster Ikast FS baneanlæg.