21.03.2018, 13:00 | Af: Karen Buhl | Foto: FC Midtjylland

FC Midtjylland forlænger med midtbanetalent

U19-profilen, Nicolas Madsen, har underskrevet en lang kontrakt med FC Midtjylland

18-årige Nicolas Madsen kom til FC Midtjyllands Fodboldakademi fra Næsby BK i 2015. Siden da har midtbanespilleren først udmærket sig på ulvenes U17-hold, og nu er Madsen en vigtig brik på U19-holdet, der aktuelt fører U19 Ligaen.

- Vi er rigtig glade for at kunne fortsætte samarbejdet med Nicolas, som er et stort talent i dansk fodbold og er godt på vej til at forløse sit potentiale. Han er en teknisk kompetent spiller med et godt blik for spillet, og samtidig er han god til at iscenesætte sine medspillere, siger Akademichef Flemming Broe og fortsætter:

- Han har gode dynamiske løb med bolden og generelt stærke offensive kompetencer, hvor han er dygtig til at fordele spillet i maskinrummet.

Hovedpersonen selv udtrykker desuden stor tilfredshed med kontraktforlængelsen.  

- FC Midtjylland er det bedste sted for mig at være, og det er her, jeg føler, jeg kan udvikle mig mest. Der er de bedste muligheder i Danmark med et generelt godt træningsmiljø og nogle meget dygtige trænere, siger Nicolas Madsen.

Et stort potentiale

Nicolas Madsen var i begyndelsen af det nye år med superligaholdet på træningslejr i Dubai. En tur der forstærkede det unge talents håb om at etablere sig på holdet på sigt.

- Det var en meget stor oplevelse for en ung spiller som mig. Jeg fik selvfølgelig en masse god træning, hvor jeg blev presset til det yderste, og det var spændende at snuse til den fuldtidsprofessionelle levemåde og komme det tættere på superligaholdet, forklarer Nicolas Madsen, der har Jakob Poulsen som sin mentor.

Også sportschef Svend Graversen ser et stort potentiale i midtbanekreatøren.  

- Nicolas har et stort potentiale, og i FC Midtjylland tror vi på, at han kan tage steppet fra Akademiet og etablere sig på superligaholdet. For Nicolas gælder det om at holde næsen i sporet og fortsætte den flotte udviklingskurve, han har gennemgået hidtil i sin akademitid, siger sportschef Svend Graversen.

- Nicolas har foreløbigt været god til hele tiden at tage næste step og adaptere til et højere niveau, så vi har en stor tro på, han også kan tage skridtet fra Akademiet til Superligaen, forklarer Flemming Broe.

Nicolas Madsen har 11 U-landskampe på CV’et. Nicolas Madsen og resten af U19-mandskabet spiller næste opgør i U19 Ligaen den 7. april ude mod Odense Boldklub.

FCM vs. BIF – 29. okt.

Køb billet

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox