23.10.2019, 20:20 | Af: Flemming Linnebjerg | Foto: Daniel Stentz

FC Midtjylland videre i Youth League

Anfører Oliver Sørensen blev på MCH Arena matchvinder mod IF Elfsborg - og dermed er midtjyderne samlet videre med en 3-1 sejr

Onsdag aften var der returkamp i Youth League på MCH Arena, hvor FC Midtjylland havde en 2-1 sejr i ryggen mod svenske IF Elfsborg, og det andet møde mellem de to mandskaber endte med en 1-0 sejr, hvilket sender FC Midtjylland videre til næste runde og et møde med de bosniske mestre fra Zrinjski Mostar.

1032 tilskuere var på plads, og i de første 45 minutter leverede de to mandskaber ikke just et underholdningsmæssigt højdepunkt i MCH Arenas historie.

FC Midtjylland var marginalt bedst i den første del af første halvleg, mens IF Elfsborg sluttede bedst frem mod pausen, og meget passende var der også én stor mulighed til begge hold.

For værterne var det Aral Simsir, som sparkede over efter flot forarbejde af Nicolas Madsen, og hos IF Elfsborg bød målscorer fra det første møde mellem de to hold, Eduart Iljazi, for alvor på en scoring efter 38 minutter, men Valdemar Birksø Thorsen i FCM-målet klarede flot.

Efter pausen var det gæsterne, som indledte bedst, men svenskerne skaffede sig dog ikke de store, åbne målchancer, og midt i halvlegen begyndte hjemmeholdet så småt at røre på sig.

Først forsøgte Youth League-debutant Victor S. Lind sig fra distancen, men skuddet blev blokeret til hjørnespark, og senere måtte den svenske målmand Sebastian Jonsson hive en kompetent redning frem på Mads Hansens forsøg.

Bedst som man sad og spekulerede på, at underholdningsværdien og spillet ikke blev markant bedre efter pausen, bestemte FCM-anfører Oliver Sørensen sig for at forkæle tilskuerne en smule.

Fra 20 meter tordnede han med venstrebenet værterne i front med 1-0, hvilket gjorde det nærmest umuligt for IF Elfsborg at nå en samlet sejr.

Derfra kørte FCM-mandskabet roligt og sikkert den samlede sejr i garage, Mads Hansen var endda tæt på at øge til 2-0 kort før tid, men 1-0 gevinsten var mere end rigeligt til at sikre mere Youth League i løbet af november.

 

 

 

 

FCM vs. SIF – 2. dec.

Køb billet