14.04.2017, 21:51 | Af: | Foto: FC Midtjylland

FCM forlænger med midtbanetalent

Nicolas Madsen lærer af Superliga-anfører Jakob Poulsen, der fungerer som mentor for den unge midtbanespiller

I sidste uge var Nicolas Madsen med det danske U17-landshold i Rumænien, og den centrale midtbanespiller har i sæsonen leveret flere gode præstationer. Det har nu resulteret i en kontraktforlængelse for akademispilleren.

- Det er selvfølgelig et stort skulderklap. Det viser, at klubben tror på mig, og det er jeg selvfølgelig meget glad for, siger Nicolas Madsen, der er i gang med sit andet år som U17-spiller for ulvene.

- Jeg er sikker på, at FC Midtjylland er den klub, der kan udvikle mig bedst. Så det faldt helt naturligt at forlænge aftalen. Jeg føler mig godt tilpas i klubben, som betyder meget for mig, siger Madsen, der samtidig roser trænerteamet og setuppet på akademiet.

Lærer fra Superliga-anfører
Den centrale midtbanespiller er lige nu en del af en mentorordning, hvor han flere gange i måneden mødes med klubbens anfører Jakob Poulsen.

- Vi snakker om alting. Om skolen, fodbold og vi analyserer kampe sammen. Det er fedt at kunne spare med en spiller som ham, som har været i udlandet og spillet på landsholdet. Det er klasse, lyder det fra Madsen.

- Han har været igennem det en gang, så jeg lytter selvfølgelig meget efter, når han deler ud af sine erfaringer. Jeg tror, han kan hjælpe mig, når han selv er nået så langt.

Fremtidens midtbanegeneral
Akademichef Flemming Broe glæder sig over forlængelsen med Nicolas Madsen, der på trods af sin status som U17-spiller allerede har Youth League- og U19-erfaring.

- Nicolas har haft en super god udvikling og har allerede været oppe at spille Youth League, reserveholdskampe og flere landskampe. Han har vist, at han har det fysiske potentiale til at begå sig med nogle, der er ældre end ham.

- Han er en dygtig spiller, som har lagt godt på, men han skal have endnu mere stabilitet i sit spil. Men det er en forlængelse, vi er glade for, og vi håber, han bliver ved med at lægge på, som han har gjort på det seneste, siger Flemming Broe, der samtidig sætter ord på den mentorordning, som klubben har etableret.

- Vi vil gerne skabe en kultur, hvor unge spillere modtager viden fra ældre spillere, som har prøvet mere. Så den kan være med til at forstærke udviklingen hos en ung spiller og skabe større refleksionsgrad og give sparing og rådgivning og på den både være med til at booste udviklingen. En sidegevinst er, at det kan skabe gode venskaber. Så det er et spændende tiltag med et interessant perspektiv, siger akademichefen.

FCM vs. BIF – 29. okt.

Køb billet

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox