05.06.2019, 18:05 | Af: Ryan Svale Andersen | Foto: FC Midtjylland

FCM U17 er pokalmestre!

FC Midtjyllands U17 hold kan for andet år i streg kalde sig pokalmestre efter en 2-1 sejr over Silkeborg på JYSK Park.

Tirsdag aften mødtes jyllands bedste U17-mandskaber, da Silkeborg og FC Midtjyllands U17-hold tørnede sammen i pokalfinalen.

FCM vandt pokalturneringen sidste år og kunne dermed genvinde pokaltitlen, hvis det lykkedes at slå Silkeborg.

Den mission så svær ud efter 32 min, hvor silkeborggenserne kom foran. FCM-forsvaret mistimer et indlæg tilbage i feltet fra en Silkeborg-spiller og bolden lander hos en Silkeborg-angriber, der afdribler en FCM-forsvar og sparker bolden fladt ind i mål.

Det var to rigtige dygtige hold, der mødte hinanden i en meget jævnbyrdig og intens kamp. I første halvleg havde FCM bestemt sine muligheder og var bedst. Holdets topscorer Mads Kristian Hansen var blandt andet tæt på at udligne, men måtte se sit skud ramme stolpen.

Udligningen kom dog efter 43 minutter spil og den var ganske fortjent. Silkeborg-målmanden taber bolden efter et hjørnespark og retur bolden bliver sendt ind over igen af Frederik Christensen og via en Silkeborg fod ender den i kassen til en midtjysk udligning. Den scoring var holdets cheftræner Henrik Jensen ekstremt glad for:

- Det var enorm glædeligt, at vi får scoret på en dødbold. Assistenttræner Mathias Rahbek skal have stor anerkendelse for sit forarbejde på både de defensive og offensive dødbolde. Vi var farlig på vores offensive dødbolde og fik neutraliseret Silkeborg på deres, udtaler træneren.

 

Anden halvleg fortsatte som første - en jævnbyrdig affære med masser af chancer til begge hold. Dog var Silkeborg en tand bedre end FCM’erne i anden halvleg, analyserer Henrik Jensen:

- Vi er bedst i første halvleg. Dominerer i længst i tid i første halvleg og har de største chancer. Silkeborg er bedst i anden halvleg, hvor vi skulle kæmpe rigtig hårdt til sidst for at få sejren hjem


Det blev dog FCM, der trak sig sejrrigt ud af opgøret. Efter 62 minutters spil kunne Simon Madsen afslutte et fantastisk FCM-angreb, da han inde i feltet med sit højre ben sparkede bolden over i det flade lange hjørne til en midtjysk føring.

Begge mandskaber havde chancer til flere scoringer og især Silkeborg pressede på for udligning. De unge ulve skulle slide og kæmpe rigtig hårdt til sidst for at få sejren hjem. Den opgave blev ikke nemmere, da Frederik Christensen efter 87 minutter fik et rødt kort for en grim tackling på en Silkeborg-spiller. Men de unge ulve holdt stand og dermed sluttede det hele med 2-1 og FCM U17 kunne for andet år i træk lade sig hylde som pokalmestre.

- Det var fedt se den måde som holdet stod sammen på og hjalp hinanden, da det brændte mest på, og fedt at vi kunne kæmpe os til det til sidst. Det skal drengen have rigtig stor cadeau for, udtaler Henrik Jensen.

FC Midtjylland U17 - Silkeborg U17 2-1 (1-1)

32’ 0-1 Silkeborg

43’ 1-1 Selvmål

62’ 2-1 Simon Ulrik Madsen

87’ Frederik Christensen Rødt kort

 

FCM U17: Frederik Bach - Jens Emil Fjendsbo, John Ndjate, Kristoffer Lund Hansen, Viktor Bak - Simon Ulrik Madsen, Frederik Christensen, Anders Kaiser (Frederik Heiselberg 60’), Oscar Faulo (Danijiel Djuric 70’) - Tobias Damtoft, (Mikkel Fischer 80’) Mads Kristian Hansen