22.04.2017, 17:02 | Af: Kristina Hvas Stokholm | Foto: FC Midtjylland

FCM U19 måtte nøjes med et point mod AaB

FCM’erne kunne ikke følge op på en stærk første halvleg og tomålsføring. Kampen mod AaB endte uafgjort

Dagens udfordrere på Ikast Stadion var de bolsjestribede nordjyder. FCM’s U19-træner Kenneth Andersen havde forud for kampen spået et tæt opgør mellem de to mandskaber, og det skulle vise sig at blive en realitet – hvert fald på måltavlen. Da slutfløjten lød, stod der 2-2, til trods for at hjemmeholdet havde gode muligheder for at lukke kampen uden at invitere gæsterne indenfor.

- Vi brugte lidt tid på at få sat tingene op, men som første halvleg skred frem, vandt drengene kontrol. De holdte stort AaB væk fra muligheder de første 45 minutter. Samtidig viste de også gode takter i den anden ende af banen, og vi førte fortjent 2-0 ved pausen, sagde Kenneth Andersen.

Efter en halv time på grønsværen var det Sebastian Buch, der sparkede midtjyderne i front. På en omstilling sendte Mads Olsen kuglen afsted i FCM-angriberens retning, og fra kanten af feltet bankede han den i nettet.

Kort før pausen var Sebastian Buch på spil – denne gang som arkitekt med sin kompagnon Aziz Essaisi. På en omstilling drev Aziz Essaisi bolden frem, stak den dybt i banen til Sebastian Buch som lagde den på tværs i feltet til Victor Torp. Lemvig-drengens spark svigtede ikke, og ulvene kunne gå til pause med en føring på 2-0.

Starten på anden halvleg gav hjemmeholdet gode muligheder for at lukke kampen og måske endda gøre det til 3-, eller 4-0. Men sådan skulle det ikke gå. FCM tabte bolden i et opspil omkring eget felt, og derefter var det forholdsvis let for AaB at bringe sig tilbage i kampen.  

- Efter AaB’s mål var det som om, at vi tabte alt momentum og organisation. Spillet blev for individuelt, sagde Kenneth Andersen.

Nordjydernes andet mål blev igen ’givet væk’. FCM havde bolden omkring eget hjørneflag, men det, der var tænkt som en clearing, blev til en dårlig en af slagsen inde i feltet. Bolden landede hos en AaB’er, som havde god tid til at udligne.

- AaB kom op på 2-2, og derfra skal vi måske være ’glade’ for, at vi stadig vandt det ene point. Inden slutfløjt havde AaB både en friløber og et spark på stolpen, sagde Kenneth Andersen og uddybede:

- Men det var vores egen fejl, at vi kun endte med et point. Og det er det, som er mest frustrerende. Vi havde alle muligheder for at lukke kampen ned. Vi skal blive bedre til at gøre kampene færdige.

Næste gang FCM U19 skal i aktion er den 29. april mod FC Nordsjælland på udebane.

FCM U19 – AaB U19: 2-2 (2-0)
29’ 1-0 Sebastian Buch (Mads Olsen)
44’ 2-0 Victor Torp (Sebastian Buch)
68’ 2-1 Anders Harpøth Østergaard
78’ 2-2 Mads Stefansen

FCM U19: Oliver Ottesen, Nicolai Madsen, Gustav Kjeldsen, Victor Torp, Nikolaj Kirk, Mikael Anderson, Andreas Poulsen, Malte Jürgensen (10’ Aziz Essaisi), Mads Olsen, Sebastian Buch (83’ Samson Onomigho), Mads Døhr Thychosen

FCM vs. AAB – 29. apr.

Køb billet

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox