05.06.2017, 10:35 | Af: | Foto: FC Midtjylland

FCM vandt ulvenes kamp

Opdateret: Med en 2-0 sejr over Wolfsburg er FCM i finalen ved SPAX-Cup i Tyskland. Her venter brasilianske Atletico Mineiro.

FCM U19 er klar til finalen ved året SPAX-Cup. Finalepladsen blev sikret efter en overbevisende indsats mod VfL Wolfsburg, der i hele kampen havde det svært mod et modent spillende FCM-hold.

Allerede efter fem minutter var det tæt på at FCM kom i front, da Frank Onyeka fik en friløber. Det lykkedes dog en VfL-forsvarer at presse ham så meget, at målmanden kunne halvklare afslutningen. Den røg ud til Mads Olsen, der forsøgte at sætte den op i krydset med et kontrolleret spark, men målmanden kunne plukke bolden ned.

I den anden ende kom Wolfsburg frem til en mulighed, efter at deres ene kant modtog en god diagonalbold og slog et giftigt indlæg. Det efterfølgende hovedstød blev dog blokeret inde i feltet, og det skulle vise sig at være den eneste afslutning Wolfsburg kom til i første halvleg. Tyskerne kunne ikke finde de offensive løsninger mod et velorganiseret FCM-hold.

Anderledes forholdt det sig i den anden ende, hvor Wolfsburg ved flere lejligheder begik personlige fejl. Efter 15 minutters spil blev der lavet et fatalt boldtab på kanten af tyskernes felt, hvor Victor Torp erobrede bolden. Han lavede øjeblikkeligt en indenomsaflevering til Buch, der nåede at tage et træk inden han blev nedlagt af den fremstormende målmand. Straffesparket tog Victor Torp sig af, og så stod der 1-0.

Den føring blev fordoblet umiddelbart før pausen, hvor Mads Olsen vævede sig igennem Wolfsburg-bagkæde og udplacerede keeperen. 2-0 - og det var også stillingen efter en overordentlig vellykket første halvleg set med FCM-øjne.

Tyskerne foretog to udskiftninger i pausen, men det ændrede ikke ved spilmønsteret. I anden halvlegs første minut var Buch tæt på at gøre det til 3-0 med et fladt hug, der fra en spids vinkel sneg sig forbi den fjerneste stolpe. Endnu tætte på kom FCM i det 33. minut, hvor Victor Torp på et frispark svævede en blød ballonbold ind i Wolfsburg-feltet - her kunne Kristian Riis ugeneret stige til vejrs og heade til bolden, men afslutningen ramte stolpen.

I kampens slutfase fik Wolfsburg tilspillet sig et par enkelte standardsituationer, men fraset et kvalificeret skud fra distancen, formåede "Die Wölfe" ikke at teste Oliver Ottesen, der kunne notere sig et clean sheet.

- Jeg synes vi spiller med et megent modent udtryk, og man kan se, at spillerne kommer med erfaringen fra Youth League og adskillige internationale stævner. Wolfsburg spiller med et ungt hold, og jeg synes også man kunne se, at vi havde en erfaringsmæssig fordel. Det ligger på rygraden i spillerne, at det kollektive kommer først, og når det gør det, bliver der også plads til individualisterne, fortalte Mads Buttgereit fra Ennepetal.

Finalen ved SPAX-Cup spilles kl. 15 og her møder FCM brasilianske Atletico Mineiro, der vandt den rent brasilianske semifinale mod Flamengo efter en kort straffesparkskonkurrence, hvor Flamengo misbrugte deres tre første forsøg mens Mineiro scorede på deres. Den ordinære kamp sluttede målløst.

- Mineiro er et typisk sydamerikansk hold, der spiller med stor passion. De har en 3-4 offensivspillere, med en afsindigt god teknik, og så har de et par velvoksne stoppere, der har sørget for, at de endnu ikke har indkasseret et mål i turneringen. Der er en klar arbejdsfordeling mellem de offensive og de defensive spillere, men det gør også, at de kan knække lidt over på midten, og det vil vi prøve at udnytte, lyder det fra Buttgereit.

FC Midtjylland U19 - VfL Wolfsburg U19 2-0 (2-0)
15' 1-0 Victor Torp, strf.
25' 2-0 Mads Olsen

FCM: Oliver Ottesen - Alexander Munksgaard, Andreas Murbeck, Kristian Riis, Andreas Poulsen - Frank Onyeka, Victor Torp, Mads Olsen (36' Mikkel Jakobsen) - Jákup Thomsen, Aziz Essaisi, Sebastian Buch Jensen (43' Mads Vang)

Foto: www.spax-cup.com

FCM vs. FCN – 21. jul.

Køb billet