01.04.2019, 09:09 | Af: Flemming Linnebjerg | Foto: Daniel Stentz

Glæde og tro er med på turen til Portugal

FC Midtjyllands U19-mandskab er uden en karantæneramt Oliver Olsen og den skadede duo Sunday Odeh og Patrick i tirsdagens Youth League-kvartfinale mod FC Porto

- Når vi har slået Roma og Manchester United, rejser vi selvfølgelig til Portugal med en ambition om også at slå FC Porto.

Sådan siger FC Midtjylland-cheftræner Claus Therkildsen, som tirsdag eftermiddag klokken 16.00 sender U19-mandskabet på banen ved FC Portos træningsanlæg i GaiaPorto.

Her skal midtjyderne forsøge at følge op på flotte Youth League-sejre over AS Roma og Manchester United, og selv om selvtilliden er i top hos danskerne, så er Claus Therkildsen bevidst om, at der venter en vanskelig opgave i kvartfinalen.

- Vi skal møde et boldspillende og dynamisk mandskab, hvor spillerne ikke er bange for at bryde ud af positionerne, når de har bolden. Det supplerer de med en struktureret og kompakt defensiv, så vi kommer op mod et meget dygtigt hold, der har et voksent udtryk i måden at spille på, siger FC Midtjylland-træneren.

Han må undvære Oliver Olsen (karantæne), samt den skadesramte duo Sunday Odeh og Patrick til kampen mod FC Porto, men ellers melder han om en trimmet og forventningsfuld FCM-trup.

- Spillerne glæder sig, og de vil gerne videre i turneringen. Derfor går vi efter sejren, men vi ved også, at vi skal ramme vores topniveau.

Ifølge Claus Therkildsen bliver en del af gæsternes gameplan at udnytte FC Portos svagheder.

- Der opstår muligheder, når Porto-spillerne bryder ud af positionerne, for det efterlader plads og rum at spille i. Vi skal være stærke til at erobre bolde og slå igen, når Porto-defensiven ikke er på plads, forudser Claus Therkildsen.

Han er med på, at FC Porto på papiret er favorit. Det er en klub, som har vundet 28 mesterskaber, 13 pokalmesterskaber samt Champions League-trofæet en enkelt gang. Blandt meget andet.

- Det er en kæmpe klub med en helt anden økonomi end vores. De har lige solgt en spiller til Real Madrid for over 350 millioner kroner, men spiller vi med den nødvendige tålmodighed, er jeg sikker på, vi kommer til at gøre ondt på dem, siger FC Midtjylland-cheftræneren.

Opgøret sendes tirsdag klokken 16.00 på TV3 Sport og Viaplay, og Claus Therkildsen har nedenstående trup med til Portugal – to spillere sorteres fra på kampdagen:

Jibril Abubakar, Nikolas Dyhr, Lukas Giessing, Gustav Isaksen, Mads Hansen, Japhet Sery Larsen, Nicolas Madsen, Antonis Martis, Elias Olafsson, Victor Dawa, Casper Tengstedt, Valdemar Birksø, Frederik Christensen, Oliver Sørensen, Tobias Damtoft, Oscar Bloch, Pyry Hannola, Jonathan Bagger, Hanus Sørensen og Emil Sand.

FCM vs. BIF – 22. apr.

Køb billet