28.07.2017, 17:00 | Af: Kristina Hvas Stokholm | Foto: Rasmus Thomsen

God opstart i U17-lejren

Fine takter, sejr over FCK og remis mod OB. Sådan lyder overskrifterne fra det nye U17-mandskab, der igen er trukket i arbejdstøjet

De sidste 14 dage har stået på træningslejr for akademispillerne. En stor gruppe U17-spillere har været samlet i et par givtige uger. Det fortæller FCM’s U17-træner Svend Graversen.

- Vi har arbejdet benhårdt for at skabe et godt fundament. Her er vi først og fremmest kommet langt i forhold til at skabe samhørighed blandt spillerne. Dernæst ser vi rigtig gode takter i den defensive organisation. Det viste drengene i to sindssyge gode testkampe, fortæller Svend Graversen.  

Tirsdag tog ulvene i mod U17-holdet fra hovedstaden. Her mødte de et stærkt FCK-hold, og det blev et godt match for midtjyderne. Særligt den nye tilgang i Aral Simsir viste sig at have skarphed i støvlerne. Den driblestærke FCM-angriber fandt gennem tre individuelle aktioner vej til nettet. Alt i alt blev det til en sejr på 4-2 i midtjysk favør.

Fredag var det OB, som stod for skud på Vildbjerg Station. Her stillede ulvene til start med kun to spillere fra årgang 01 og hele 19 årgang-02’ere.

- Vi mødte et godt OB-hold i en kamp, hvor vi blev matchet på alle leder og kanter. Det løste drengene rigtig fint, sagde Svend Graversen.

FCM U17 – FCK U17: 4-2
FCM U17 – OB U17: 2-2