19.05.2018, 15:05 | Af: FC Midtjylland | Foto: FC Midtjylland

God start på SPAX-Cup!

Anfører Victor Torp scorede målene, da FCM U19 vandt 2-0 over Köln i den første puljekamp

FCM U19's forsvar af titlen fik en noget ujævn start i en rodet første halvleg, hvor de to hold så hinanden an, og med blandet succes forsøgte at sætte spillet.

FCM U19 havde et spillemæssigt overtag, men de åbne muligheder udeblev, og det lykkedes ved mere end en lejlighed Köln at fange ulvene i lovende omstillingsmuligheder.

Dem forvaltede de til gengæld rigtig skidt: Flere gange kom Köln-spillerne i fuld firspring ned mod mod FCM-målet, keeper Elias Rafn Olafsson spændte musklerne og gjorde sig klar - blot for at se indlæg og afslutninger sejle langt forbi.

Mod halvlegens slutning begyndte FCM'erne at banke på. Et indlæg fra Mikel Jakobsen fandt Aziz i feltet, men han fik ikke vinkel nok på sit hovedstød og tyskernes målmand kunne plukke bolden under overliggeren. Minuttet var Mikkel Jakobsen igen i fokus - ude ved sidelinjen tacklede han bolden fra en Köln-forsvarer, men hans skud strøg i sidenettet.

Målscorer-Torp fortsatte hvor han slap
I anden halvleg tippede kampen. FCM'erne  fik sat sig på tingene og efter 32 minutter tilkæmpede man sig et frispark lige uden for feltet, midtvejs mellem hjørneflaget og feltkanten.

Placeringen indbød mest til en indirekte variant, men det gav Torp pokker i. Et svirp med foden, og så lå bolden inde bag en overrumplet Köln-keeper. 1-0 til FCM.

Köln forsøgte at svare igen og efter 38 minutter tvang et kvalificeret hovedstød Elias Rafn ud i en redning. Øjeblikke efter slog FCM U19 så i stedet til.

En kvikt eksekveret omstilling endte med at Buch lagde bolden lagt skråt tilbage til anfører Victor Torp, der med et kontrolleret spark sendte FCM på 2-0. Med tre mål blev Torp turneringens topscorer sidste år, og at dømme efter åbningskampen virker midtbanegeneralen opsat på at gentage bedriften.

Köln forsøgte at svare igen, men selvom det lykkedes at få bolden i nettet efter en standardsituation, blev scoringen offside-annulleret, og FCM U19 kørte sikkert sejren i hus.

Søndag kl. 10.30 møder FCM U19 Fortuna Düsseldorf, der ligeledes kom godt fra land. Tyskerne vandt lørdag eftermiddag 3-1 over brasilianske Atletico Paranaense. SPAX-Cup kan følges på turneringens glimrende hjemmeside, hvor kampene også livestreames.

FC Midtjylland U19 - 1. FC Köln U19 2-0 (0-0)
32´1-0 Victor Torp
39´2-0 Victor Torp (oplæg Sebastian Buch Jensen)

FCM U19: Elias Rafn Olafsson - Oliver Olsen, Tobias Anker, Oliver Sørensen - Henry Uzochukwu Unuorah, Nicolas Madsen, Victor Torp, Mikkel Jakobsen - Antonis Martis, Sebastian Buch, Aziz Essaisi (43' Christian Tue Jensen)

FCM vs. BIF – 29. okt.

Køb billet

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox