17.11.2017, 09:10 | Af: | Foto: FC Midtjylland

Hvem er bedst i Norden?

FCM U19 er i weekenden i Göteborg for at forsvare sin status som nordens bedste U19-hold

Igen i år deltager FCM U19 i de uofficielle nordiske mesterskaber for U19-hold. Nordens største multisportsarena, Prioritet Serneke Arena i Göteborg, lægger kunstgræs til turneringen, der afvikles over to weekender, 17. - 19. november og igen fjorten dage senere, 1. - 3. december.

Turneringen blev afholdt for første gang sidste år, og her strøg FCM U19 helt til tops, efter en 2-0-finalesejr over Rosenborgs talenter. I det hele taget satte ”98’erne” en høj barre for det nuværende hold, da de sidste år gik igennem turneringen med fire sejre og en målscore på 8-0, og Kenneth Andersen lover, at ulvene vil gøre alt, hvad de kan for at leve op til sidste års præstation:

- Vi går efter at forsvare titlen, og for os er det en vigtig turnering, da vi ikke deltager Youth League i denne sæson. De her kampe, er de internationale kampe, vi som hold får i år, så spillerne glæder sig til at komme ud og vise, hvad de kan, siger FCM’s cheftræner, der selv peger på den internationale erfaring som en af årsagerne til at FCM sluttede øverst sidste år:

- Jo, jeg tror helt sikkert det har noget at sige. Vi var vant til at spille kampe i et højt tempo, og i forhold til nogle af de andre hold, havde vi måske lidt mere erfaring i at gå på banen for at spille på et resultat, fortæller Andersen.

Kampene afvikles over 2 * 45 minutter og for at dosere belastningen er der frie udskiftninger undervejs, hvorfor man kan forvente at se hele 18-mands truppen i aktion. Som udgangspunkt er turneringen forbeholdt spillere født i 99 eller senere, men hvert hold må have tre spillere fra årgang 98 med – i FCM’s tilfælde har man dog kun udtaget en  – svenske Aziz Essaisi, der altså får en tur til hjemlandet.

FCM U19 drager torsdag aften af sted til Göteborg, og fredag aften kl. 19.00 er holdet så i aktion for første gang, når man møder svenske Brommapojkarna. Den og weekendens øvrige kampe streames gratis på Facebook – klik her – og derudover dækkes turneringen på svenske tipselit.se.

De to grupper

Gruppe A
FC Midtjylland
Viking FK
IFK Göteborg
IF Brommapojkarna

Gruppe B
Esbjerg fB
FC København
IF Elfsborg
Stabæk Fotball

FCM’s kampprogram
Fredag d. 17/11 kl. 19.00: FCM – Brommapojkarna
Søndag d. 19/11 kl. 15.00: FCM – IFK Göteborg
Fredag d. 1/12 kl. 19.00: FCM – Viking
Søndag  d. 3/12: Placeringskampe

Truppen: Simon Brogaard Petersen (99), Enock Mawete Mwimba (00), Gustav Kjeldsen (99), Nicolai Damkjær (99), Japhet Sery Larsen (00), Lucas Grenaa Giessing (00), Oscar Bloch (00), Henry Uzochukwu Unuorah (99), Antonis Martis (00), Nicolas Hautorp Madsen (00), Victor Torp (99), Mikkel Jakobsen (99), Michael Baidoo (99), Jonathan Dahl Bagger (00), Casper Tengstedt (00), Christian Tue Jensen (00), Sebastian Buch Jensen (99), Aziz Essaisi (98)