17.02.2019, 10:54 | Af: | Foto: FC Midtjylland

Hvor var det nu vi var dengang med det store soveværelse?

De har været i klubben, siden akademiets fødsel. I dag er de ryggraden i klubben. Mød holdlederne Eilif Dalsgaard og Jens Erik Johnsen

En bil kommer ingen vegne uden hjul, uanset hvor stor motoren er. Hvis FC Midtjyllands akademi var en bil, hed de to forhjul Jens Erik og Eilif. De to holdledere er den usynlige kraft, der får klubben til at bevæge sig fremad. Og så igen... helt usynlige er de ikke. For de to kække herrer skal nok sørge for, at du ved, de er der. 

Eilif Dalsgaard og Jens Erik Johnsen sørger for at alt spiller, når FC Midtjyllands U19-hold skal i kamp. Der skal være spillertøj i omklædningen. Der skal bolde og kegler med ud til banen. Og det gæstende hold skal bydes ordentligt velkommen. Det samme skal alle tilskuerne til kampen, der som oftest kan finde kampprogrammer hos holdlederne. Og de tager opgaven seriøst. Det har de gjort siden starten. Det betyder også, at der i dag er en helt speciel respekt om Eilif og Jens Erik fra FCM.

- I starten var sjællænderne lidt efter os. De mente, at snuden blev stukket lidt for langt frem ovre i Midtjylland. Men i dag har vi gensidig respekt mellem os alle, siger Jens Erik Johnsen. 

I dag mødes alle holdledere fra klubberne i ungdomsligaerne regelmæssigt. De afstemmer og koordinerer. Sørger for, at spillerne ikke mangler noget, uanset om de spiller i Esbjerg eller AaB. Eller i Ikast. 

En skideballe og to flasker rødvin
Om de sidder hengemt i hjørnet af lokalet som Statler og Waldorf fra the Muppet Show, eller om de står som festens centrum, så kan du vide dig sikker på, at holdlederne sponsorerer smilebåndene i lokalet. For udefrakommende kan tonen af og til lyde hård. Men forstår man de to herrers glimt i øjet – og det gør man i FCM - så tager man altid sin skideballe med et stort smil. Ofte fordi skideballen altid afsluttes af et smittende latterbrøl. 

Og skideballer, det får man. I ordets bedste betydning. Jens Erik og Eilif er ligeglade med, om det er praktikanten eller bestyrelsesformanden, der kommer for sent til et møde. Synderen bliver sat på plads og kan godt forberede sig på en spydig bemærkning, næste gang vejene mødes. Medmindre selvfølgelig, der står to flasker god rødvin på holdledernes bord den næste dag. Så slår vi en streg over det.

Én af dem, der glemte rødvinen, er den nuværende bestyrelsesformand, Rasmus Ankersen. I 2010 var han assistenttræner på U19-holdet, der havde spillet en kamp i Chelsea. På vej mod lufthavnen insisterede Ankersen på, at hans smarte gadget - en ’GPS’ - kunne finde vej. Men I stedet for lufthavnen havnede de langt ude i mørket ude på landet. 

- Der råbte jeg af vores fremtidige bestyrelsesformand. Han fik skældud, siger Jens Erik, mens han storgrinene stemmer i med Eilif, der allerede er tyvstartet. 

Dengang med det store soveværelse
FC Midtjyllands holdledere er altid med truppen på farten. Det gælder også for Jens Erik og Eilif. Sammen har de rejst i så store dele af verden, at de ikke helt kan sætte tal på.

- Puha, det er mange ture. En 10-12 stykker måske. Vi har været i Georgien, Argentina, USA… Hvor var det nu vi var dengang med det store soveværelse? siger Jens Erik overvejende.

- Det var Georgien. Det var helt vildt. Vi måtte jo nærmest råbe til hinanden, da vi skulle sige godnat, svarer Eilif. 

De to herrer i deres bedste alder har virkelig udlevet drengedrømmen og oplevet verden sammen. En slags forsinket og forlænget sabbatårsrejse. Derfor sender de i samme ombæring også begge en taknemmelig tanke til deres respektive bedre halvdele Tove og Bente. 

For FCM-eventyret har været på bekostning af et par familiearrangementer og campingture gennem tiden. Og det bliver det nok også i fremtiden. Der er i hvert fald ingen aktuelle planer om at lægge hvervet på hylden.

- Vi bliver ved, så længe vi kan. Det er det her, der holder os i gang, siger Jens Erik, inden han for første gang i interviewet vender mundvigende nedad.

- Det bliver også sværere og sværere for klubberne at finde holdledere. I dag har folk gang i så mange ting, at de ikke har tid til det. En familiefar på 45 med fuldtidsjob og tre børn kan jo ikke lige rive weekender og andre kampdage ud af kalenderen. 

Det kan være svært at få øje på en erstatning for de to holdledere, der begge har været i og omkring klubben siden dens fødsel. Eilif startede i forældreforeningen Ikast FS i 1979. Og Jens Erik var holdleder for miniputterne i klubben i 1989. 

Der findes altså ikke mange med lige så meget anciennitet i FC Midtjylland, som holdlederne på akademiet. Derfor fortsætter de forhåbentlig også mange år endnu. Så længe der er rødvin på bordet. 

Du kan opleve de to holdledere på onsdag, når Midtjyllands U19 kæmper for videre deltagelse i UEFA Youth League mod AS Roma. Der er gratis entré på MCH Arena og kampstart kl. 14:00. 
 

 

FCM vs. RFC – 21. okt.

Køb billet