31.05.2019, 15:00 | Af: Flemming Linnebjerg | Foto: FC Midtjylland

I FC Midtjylland glæder man sig over hinandens succeser

40-årige Claus Therkildsen glæder sig til at fortsætte sit trænerarbejde i klubben – forude venter U17-mandskabet og en P-licens uddannelse

Der findes sikkert folk, som tænker: Nå, nu bliver han degraderet.

Men sådan ser Claus Therkildsen det langt fra.

Den 40-årige træner har i denne sæson med stor succes stået i spidsen for FC Midtjyllands U19-mandskab, som ikke mindst imponerede i Youth League, og han ser meget frem til at få det overordnede ansvar for klubbens bedste U17-mandskab i den kommende sæson.

- Titlen på ens job er ikke så vigtig for mig, og noget af det, jeg holder mest af ved FC Midtjylland, er, at ingen i organisationen går op i den slags. I FC Midtjylland glæder man sig oprigtigt over hinandens succeser, og det gør klubben til noget unikt, siger Claus Therkildsen.

For ham handler det om at have det rigtige job i et spændende projekt, og det har han udsigt til, understreger han.

- Personligt vil jeg gerne bidrage til, at vi gør op med den fordom, at de ældste ungdomsårgange er de mest prestigefyldte at træne. Sådan er det jo ikke i dagens talentudvikling – og faktisk burde det vel være sådan, at jo yngre spillere, jo bedre trænere, siger Claus Therkildsen.

Han glæder sig til at arbejde med U17-spillerne og ikke mindst forældrekredsen, for det er en spændende opgave, mener han.

- Jeg ser forældrene som en ressource, og for mig er dialogen, ansigt til ansigt, vigtig i arbejdet med spillerne og forældrene. Jeg er bevidst om, at der er en større grad af forældreinvolvering med U17-spillerne i forhold til mit arbejde med U19-spillere, siger Claus Therkildsen, som kalder sæsonen 2018/19 for sindssygt spændende.

- Det har været en lang og hård rejse med store og gode oplevelser, og jeg har arbejdet med en gruppe af vildt gode spillere, som jeg kun ønsker det bedste for. Umiddelbare resultater er dejlige og gode at varme sig på i nuet, påpeger Claus Therkildsen, men dybest set handler talentudvikling om, hvem der bliver uddannet til at gå hele vejen til topfodbold i ind- og/eller udland.

- Og gør de ikke det, så klæder vi i FC Midtjylland talenterne på til at skabe sig en karriere på anden vis, hvilket er lige så vigtigt. Vi glæder os lige så meget over tidligere akademispillere, som skaber sig en karriere uden for banen som dem, der får en fodboldkarriere, siger klubbens nye U17-træner.

Han har erfaring med alle ungdomsårgange, bortset fra U15, og det giver en værdifuld ballast, som kun bliver mere markant, når Claus Therkildsen påbegynder den toårige P-licens uddannelse, som er den højeste træneruddannelse i Danmark.

- Jeg har taget et aktivt valg om, at fodbold er mit job, og jeg regner bestemt med, at jeg skal være træner i mange år fremover. Et job som gerne må være i FC Midtjylland, hvor jeg stoler 100 procent på Flemming Broe og Svend Graversen, når de mener, at det bedste for både mig og klubben er en fremtid som U17-træner. Jeg glæder mig i hvert fald meget, siger Claus Therkildsen.