21.02.2018, 13:19 | Af: Karsten Vestergaard | Foto: FC Midtjylland

Ligastarten lige rundt om hjørnet for Akademiet

FCM U17 og U19 indleder på lørdag foråret med hjemmekampe mod Randers

FCM U19 sluttede opstartsfasen af med kampe mod Brøndby og FCK, og i begge tilfælde blev det til nederlag efter præstationer, der viste, at FCM U19 pt. ikke er helt på det niveau, der i efteråret gav ni sejre og tre uafgjorte i tolv kampe.

Under opstarten har der været fokus på at give modstanderne færre chancer væk, men med elleve indkasserede mål i fire testkampe er der fortsat et stykke arbejde, der skal gøres.

FCM U19 er dog kendetegnet ved at løfte sig, når det gælder, og cheftræner Kenneth Andersen er da også optimistisk, da han gør status på forberedelserne til foråret:

”Vi sluttede opstartsfasen af med et par rigtig gode kampe, fordi det var opgør, der stillede krav til os, og viste os, hvad der skal til for at lykkes. FCK og Brøndby var gode, så nederlagene kan ikke kun reduceres til, at det var os, der var dårlige, men vi mangler lige det sidste”, siger Andersen, der har fået talt sig varm:

”Vi skal have større kvalitet på bolden, men det handler ikke kun om boldholderen. Holdkammeraterne skal sørge for, at han kan skille sig af med bolden, så vi skal have noget mere bevægelse – og så skal tingene gå hurtigere”, kommer det med eftertryk.

Netop de kvaliteter bliver der brug for mod et Randers-hold, der er kendetegnet ved at være disciplinerede og gode til at gøre rummene små – kvaliteter kronjyderne også demonstrerede i de to holds møde i efteråret, hvor stillingen var 2-2 indtil det 89. minut, hvor Casper Tengstedt med to mål sikrede ulvene sejren.

FCM U19 må til kampen se bort fra topscorer Sebastian Buch Jensen, der har trukket en enkelt karantænedag med sig fra efterårssæsonen. Der kan blive debut til wingbacken Oliver Olsen, der er kommet til fra Esbjerg i vinterpausen.

Der er kampstart på Ikast Stadion lørdag kl. 13.00.

U17: ”Mest spændende U17 Liga i mange år”
Mens FCM U19 har et hul ned til forfølgerne i U19 Ligaen, er toppen af U17 Ligaen anderledes tæt befolket, og i hvert fald seks hold kan tillade sig at drømme om medaljer. Et af dem er FCM U17, der overvintrede på femtepladsen, og entusiasmen er da også stor hos A+ træner René Andersen:

”Det er den mest spændende forårssæson i den tid, jeg har været inde omkring U17 Ligaen. Traditionelt plejer toppen at bestå af to eller tre hold, men i år er feltet meget bredere. Det betyder mange lige kampe og en masse kampe, hvor begge hold har noget at spille for, så vi glæder os til at komme i gang”.

Også de yngste talenter har haft fokus på defensiven, og René Andersen forklarer hvorfor:

”Vi er ligaens mest scorende hold, og laver i snit 3,33 mål per kamp – men til gengæld lukker vi også selv 1,75 mål ind. Det sidste tal skal vi gerne have bragt lidt ned, og det handler om, at hele holdet indgår i forsvarsarbejdet, ikke kun bagkæden, forklarer Andersen, og skynder sig at tilføje, at man ikke skal være nervøs for, at det fremover bliver ”livrem og seler” for U17.

FCM U17 vandt i efteråret en - noget heldig - 2-1 sejr på udebane over Randers, og René Andersen beskriver Randers som et hold med en fysisk fordel, store fighteregenskaber og også flere gode boldspillere, hvilket har betydet, at holdet har løsnet den stramme organisation, der traditionelt har kendetegnet kronjyderne.

FCM U17 må til kampen se bort fra Oliver Sørensen, der afsoner karantæne, mens det kan blive debut til midtbanespilleren Pyry Hannola og angriberen Erik Burai. Kampen spilles lørdag kl. 15.15.

FCM vs. HOB – 29. sep.

Køb billet

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox