12.05.2017, 06:22 | Af: | Foto: FC Midtjylland

Lokal midterforsvarer klar til akademiet

Mejrup-knægten Jens Emil Fjendsbo tørner efter sommerferien ud for FC Midtjyllands U17-hold

Selv om han kun lige er fyldt 15 år, så har Jens Emil Fjendsbo allerede stået over for nogle af Europas største klubber. Siden han begyndte med fodbold i seksårs-alderen, har legen med bolden bare fået en større og større plads i den unge Mejrup-knægts hjerte.

- Det var en succes at begynde til fodbold, og jeg har bare elsket at spille fodbold lige siden den dag, siger Jens Emil Fjendsbo, der har spillet i Mejrup GU og Holstebro Boldklub, inden turen som U13-spiller gik til FCM Elitefodboldskole i Herning.

Tidligere var han også en habil back i håndbold, men da fodbolden begyndte at blive mere seriøs og kræve mere tid, måtte han vælge mellem de to sportsgrene.

- Jeg måtte tage et valg, og der valgte jeg fodbold, og det er jeg glad for, at jeg gjorde. Det var fodbold, jeg gik mest op i, spillede mest og var bedst til, siger Jens Emil Fjendsbo, der har haft god støtte hele vejen gennem opvæksten.

- Mine forældre og de trænere, jeg har haft, har betydet meget. Mine forældre har altid støttet mig og bakket op om de ting, jeg gjorde. Mine trænere har troet på mig og givet mig chancen, siger midterforsvareren.

Målt sig med de bedste
Han har allerede spillet mod de største talenter i Europa, og det har givet store fodboldoplevelser i en ung alder.

- Mine største oplevelser har nok været at spille mod store udenlandske klubber som Barcelona, Tottenham, Arsenal og Dortmund. Der får man god modstand, og man bliver målt med de bedste i Europa i ens årgang. Det er fedt. Så fandt man ud af, hvilket niveau man skal op på for at være med, hvor niveauet er allerhøjest. Det var lærerigt, siger Jens Emil Fjendsbo.

Efter sommerferien bliver Herning skiftet ud med Ikast, når han begynder på akademiet og som U17-spiller.

- Det ser jeg meget frem til. Jeg glæder mig rigtig meget. Så kan jeg spille endnu mere fodbold, end jeg gør nu. Jeg får endnu bedre betingelser, og det er en stor mulighed for at udvikle mig endnu mere. Lige siden jeg kom til FC Midtjylland, var akademiet det mål, jeg sigtede efter. Derfor er det også dejligt, når man rammer det, man sigter efter, siger den lokale forsvarsspiller.

Drømmer om Superliga og Premier League
Med et mål, som allerede er nået, har den unge midterforsvarer sat nye mål for sig selv.

- Målet er at komme til at spille for superligaholdet, og så forhåbentlig komme til Premier League og spille for Liverpool. Jeg synes, at Premier League er den bedste liga i rækken, og Liverpool har altid været mit yndlingshold.

Fortsætter den gode udvikling for den midt- og vestjyske forsvarsspiller, så tror akademichef Flemming Broe, at han kan nå langt.

- Jens Emil er en dygtig forsvarsspiller, der er god en mod en defensivt. Han er taktisk dygtig og har gode lederegenskaber. Samtidig er han en fysisk stærk forsvarsspiller med en god statur. Jens Emil skal fortsat arbejde på at blive bedre teknisk i små rum, sine pasninger og til dels sit hovedspil, siger Flemming Broe.

FCM vs. BIF – 29. okt.

Køb billet

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox