06.04.2019, 12:05 | Af: | Foto: FC Midtjylland

Målfarlig offensivspiller får akademikontrakt

15-årige August Priske fortsætter i FC Midtjylland, hvor han efter sommerferien starter på akademiet

- August har en store force i sine færdigheder i hovedspillet. Han er en høj spiller og har stærke fysiske forudsætninger, og har også scoret mange mål de senere år. Derudover er han teknisk dygtig og har et godt blik for spillet, så det er bestemt en spiller vi ser frem til at tilknytte vores U17-mandskab, fortæller akademichef Flemming Broe. 

August Priske ser også frem til det næste skridt i karrieren og kalder kontrakten for en drengedrøm og det første skridt på vejen til at blive professionel fodboldspiller. 

- Det er er stort skulderklap og en mulighed jeg går til med både stolthed og ydmyghed. Man kan mærke på miljøet i Midtjylland at det emmer af fodbold og det er et miljø jeg glæder mig til at indgå i, uddyber Priske. 

Den offensive midtbanespiller, der foretrækker 10’er positionen, kan se frem til luftforandringer både på og uden for banen, da han er optaget på ISI fra august. 

- Det bliver sjovt at komme væk hjemmefra og samtidig skulle klare flere ting selv. Én ting er spillet inden for kridtstregerne, men der er pludselig også nogle andre ting at forholde sig til rundt om fodbolden. 

Priske fremhæver selv sine fysiske kompetencer og sit blik for spillet som sine forcer, men han er også bevidst om, at andre områder kræver hård træning. 

- Jeg vil gerne forbedre mine offensive 1-mod-1 aktioner og jeg kan forsat arbejde med mit venstre ben. Jeg synes jeg har et godt blik for spillet og det bringer mig i de situationer, hvor mine spidskompetencer kan sættes i scene, men jeg ved at der skal knokles for at blive endnu bedre, fortæller han. 

August Priske starter på akademiet og ISI efter sommerferien. 

Fakta
Navn: August Priske
Fødselsdag: 23. marts (Årgang 2004)
Position: Offensiv midtbane
Tidligere klubber: Gedved IF, Stensballe IK, Horsens fS og KB

FCM vs. AGF – 15. dec.

Køb billet