10.01.2019, 10:00 | Af: Nicolai Dupont | Foto: FC Midtjylland

Midtbanedynamo skriver under med FCM

15-årige Oscar Luigi Fraulo har sat sin underskrift på en tre-årig kontrakt med Ulvene.

Julen faldt tidligt for den 15-årige Oscar Fraulo. Den vævre midtbanespiller skrev nemlig kort før ferien under på sin første professionelle kontrakt som fodboldspiller.

Kontrakten sikrer Fraulo tre år i klubben, hvor han allerede er i fuld gang med at prøve kræfter med U17-ligaen. 

Hovedpersonen selv, der startede sit fodboldeventyr i den fynske klub OKS, glæder sig i sagens natur over sin kontrakt:

- Jeg kan udvikle mig meget i FCM. Jeg har mange gode spillere og trænere omkring mig. Og så kan jeg godt lide, at akademiholdene er så tætte og træner på samme tid. Det betyder, at man altid er udfordret, siger Oscar Fraulo, der i samme ombæring fremhæver sine trænere Patrick og Mathias i OKS, som har hjulpet ham meget gennem tiden. 

De to trænere var også ved Fraulos side, da han skrev under på kontrakten med FC Midtjylland. 

En fast del af holdet

Oscar Fraulo har allerede stillet ambitionerne op for de næste tre år i klubben.

- Jeg vil gerne spille mig ind som fast del af startopstillingen på U17. Derfra håber jeg, jeg kan blive en af de bærende kræfter på holdet. Og så kan jeg forhåbentlig også blive fast mand på landsholdet.

Akademidirektør Flemming Broe ser stort potentiale i den unge spiller.

”Oscar er teknisk dygtig med begge ben og god til at sætte sin direkte modspiller i det offensive spil. Han er god til at finde rum til både korte pasninger og dybe stikninger. Han har et godt taktisk overblik og stor passion for fodbold, og så fylder vindermentaliteten meget i ham,” siger Flemming Broe.

Også U17-træner Mathias Rahbek kan skrive under på Oscar Fraulos iver efter at forbedre sig.

”Han brændte engang et straffespark som U15-spiller. Morgenen efter stod det ned i stænger, mens vi trænede. Så da vi var færdige, gjaldt det bare om at komme ind i fart. Men da jeg kom ud fra omklædningen igen, så jeg, at der stadig stod en spiller ude på banen. Det var Fraulo, der stod og trænede straffespark.”

Hvor langt dedikationen rækker, får trænerne en bedre idé om i løbet af de næste tre år, som Oscar Fraulo har skrevet under på. 

 

FCM vs. EFB – 25. maj.

Køb billet