09.12.2018, 17:05 | Af: Karsten Vestergaard | Foto: FC Midtjylland

NM: FCM sejrede i bronzekampen

Mads Hansen og Casper Tengstedt leverede målene i 2-1 sejren over svenske Hammarby

Syv point efter de tre puljekampe rakte lige akkurat ikke til en ny finaleplads for FCM U19, der fredag aften måtte se sig overhalet af norske Sogndal, hvis målscore var et enkelt mål bedre.

- Vores mål var at nå finalen for tredje år i træk, så vi var skuffede, men vi fik snakket om, hvad det nu gjaldt, og vi var meget motiverede for at slutte godt af. Det kunne man også se inde på banen, og jeg synes spillerne leverede en meget professionel indsats mod de svenske U19 mestre, udtalte Henrik Jensen, der havde træneransvaret.

FCM U19 fik da også en god start på bronzekampen mod Hammarby. Efter syv minutter satte Emil Sand sig igennem i venstresiden og chippede bolden over mod den fjerneste stolpe, hvor Mads Hansen med et behersket spark sendte FCM i front.

Hammarby var imidlertid ikke sene til at svare igen. Efter godt et kvarters spil slog de til på en omstilling afviklet med stor fart. FCM’erne nåede ikke at komme på plads, og så kunne Olle Edlund udligne efter at have modtaget en stikning i dybden.

Ti minutter inden pausen lykkedes det så FCM at genetablere føringen. Jonathan Dahl Bagger modtog bolden i dybden, og tog et træk ind i feltet, hvor han blev hægtet. Korrekt dømt straffespark, som Casper Tengstedt, der i dagens kamp spillede på midtbanen, omsatte med største selvfølgelighed.

- Det var en ganske disciplineret kamp fra vores side, og jeg synes vi kontrollerede opgøret fint, både med og uden bold. Der blev ydet en stor arbejdsindsats, og spillerne formåede at gøre hinanden gode, fortalte Henrik Jensen fra Prioritet Serneke Arena i Göteborg.

Udbyggede fornem NM-statistik
Kampbilledet med FCM U19 som den kontrollerende part fortsatte ind i anden halvleg, og det var ganske opløftende, set med FCM-øjne. Gennemsnitsalderen var nemlig noget lavere end hos Hammarby, der stillede med de tre tilladte spillere fra årgang 99 – heroverfor stod en FCM-opstilling hvor otte ud af de elleve spillere var fra årgang 01 eller 02.

FCM’erne holdt kort afstand mellem kæderne og skabte målchancerne til at lukke opgøret. På det parameter haltede det imidlertid noget, og det gav en lidt stresset afslutning, inden FCM U19 fik kørt sejren i hus.

Det er tredje år i træk at FCM U19 kvalificerer sig til de nordiske mesterskaber, og ser man bort fra den tabte straffesparkskonkurrence mod Esbjerg i sidste års finale, har ulvene endnu ikke tabt en kamp ved turneringen. Tolv kampe har således udmøntet sig i ni sejre, tre uafgjorte og en målscore 24-8.

Efter dansk dominans i turneringens to første år, blev det denne gang et norsk hold, der strøg til tops. FCM’s puljemodstandere fra Sogndal slog i finalen AGF’s talenter med 1-0, efter en tæt og intens slutkamp.

Søndagens kampe ved NM
Finale: Sogndal - AGF 1-0
Bronzekamp: FCM - Hammarby 2-1
Kamp om 5. pladsen: Rosenborg - BK Häcken 4-2
Kamp om 7. pladsen: Mjöndalen - Bif 2-2, 5-4 efter straffespark

Foto: @Tipselit1992