22.02.2018, 14:30 | Af: Karen Buhl | Foto: FC Midtjylland

Ny forstærkning til Akademiet

Frederik Heiselberg har tegnet kontrakt med FC Midtjylland og er ny spiller på Akademiet fra sommeren 2018

Den 15-årige offensivspiller, Frederik Heiselberg, har tegnet kontrakt med FC Midtjylland fra sommeren 2018. En stor begivenhed for det unge talent.

- Det har altid været en drøm for mig at komme på kontrakt i FC Midtjylland. Akademiet er et af landets bedste og har alle midler til at kunne udvikle mig til en bedre fodboldspiller, siger den kommende akademist. 

Også akademichefen er godt tilfreds med at få Frederik Heiselberg tilknyttet Akademiet. 

- Det er en talentfuld spiller med store offensive kvaliteter, som bidrager med både scoringer og assists. Han har et godt blik for spillet og et godt drive med bolden, og så har han samtidig øje for kreative og utraditionelle løsninger, der er vanskelige at læse for forsvarsspillerne, siger akademichef Flemming Broe. 

Frederik Heiselberg anerkender, at der er forskel på U15- og U17-fodbold, men føler sig godt rustet til udfordringen. 

- Der er stor forskel på at spille på U15 og så tørne ud i U17 Ligaen, men FC Midtjylland er gode til at sørge for, at spillerne er klar til det. Desuden er klubben rigtig god til at have fokus på den enkelte person, hvilket gør, at du får hjælp med de små detaljer, som kan afgøre, hvorvidt du scorer eller ej, uddyber offensivspilleren og fortsætter: 

- Det bliver nogle spændende år med en masse nye oplevelser og bekendtskaber. Det bliver helt klart hårdt, da der er større forventninger både på og uden for banen, men jeg er helt sikker på, det bliver nogle fantastiske år med hårdt arbejde og gode oplevelser.

Frederik Heiselberg, der kom til FC Midtjylland fra samarbejdsklubben Tarm IF, udmærkede sig i efteråret ved at score et vanvidsmål fra eget felt, da FCM U15 besejrede Næsby BK. Se eller gense målet her.

FCM vs. HOB – 29. sep.

Køb billet

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox