22.03.2019, 08:00 | Af: Mads Jakobsen | Foto: FC Midtjylland

Offensivt back-talent får akademikontrakt

15-årige Jakob Leerhøj Larsen skifter fra Silkeborg IF til FC Midtjylland - et skridt han glæder sig til

- Jeg er rigtig glad for, at aftalen er faldet på plads. Det har været et svært valg, men jeg ser frem til at starte op med mine nye holdkammerater og træde ind i et spændende udviklingsmiljø, fortæller den nyslåede FC Midtjylland-spiller Jakob Leerhøj Larsen, der er optaget på ISI efter sommerferien.  

Den 15-årige offensive back skifter fra Silkeborg IF og han skal i den resterende del af foråret spille på Midtjyllands U15-hold, men til august venter en plads på akademiet. 

- Jakob er en dygtig spiller med et kæmpe potentiale. Han har en god personlighed, han er rolig og er ikke bange for at tage ansvar, fortæller akademichef Flemming Broe og fortsætter: 

- På banen er han en offensiv back med en ekstrem fart og et rigtig godt blik for spillet. Han er dygtig i spillet med fødderne og bringer ofte sig selv i givtige situationer omkring modstanderens felt, hvor hans skarpe indlæg og kvaliteter en-mod-en kommer til udtryk. Derudover besidder han en prisværdig arbejdsmoral og det er en dyd vi værdsætter. 

Når back-talentet skal beskrive sig selv på banen, er det også de offensive kvaliteter han italesætter. 

- Jeg ser mig selv om en hurtig, offensiv back med en spidskompetence i mine indlæg og så arbejder jeg hårdt for holdet. 

Han er dog også bevidst om sine udviklingsområder. 

- Noget af det jeg træner på er, at blive bedre til de defensive én-mod-én situationer og min placering i bagkæden, fortæller Jakob Leerhøj Larsen. 

Tillykke med kontrakten og velkommen til FC Midtjylland, Jakob. 

Fakta
Navn: Jakob Leerhøj Larsen 
Fødselsdag: 10. marts (2004)   
Position: Højre back
Tidligere klubber: GfG Voel, Silkeborg IF

FCM vs. BIF – 22. apr.

Køb billet