08.11.2018, 20:40 | Af: Ryan Svale Andersen | Foto: FC Midtjylland

Optakt: Akademiet får besøg af Vestegnen

Der venter to spændende topopgør, når FC Midtjyllands to akademihold lørdag får besøg af Brøndby IF.

Lørdag kl. 13.00: FC Midtjylland U19 – Brøndby IF U19

Det kører rigtig godt for FCM-U19 for tiden. Holdet topper U19-Ligaen, og er fortsat ubesejret. Man har vundet 7 ud af 9 kampe og ligger dermed til at forsvare sin DM-titel fra sidste sæson.

I onsdags tog U19-drengene det første stik i to UEFA Youth League-opgør mod Hamilton. Skotterne blev sendt hjem med et 2-0 nederlag efter to mål af en varm Casper Tegnstedt. Dermed er det er selvtillidsfyldt FCM-mandskab, der lørdag hjemme tager imod Brøndby IF’s U19-mandskab i et topopgør.

De blågule fra Vestegnen har dog også en masse selvtillid for øjeblikket. Holdet har vundet de seneste fem kampe i streg i ligaen. Senest blev det onsdag til en 3-2 sejr over AGF.

Det placerer Brøndby på en tredjeplads i ligaen med 19 point efter 9 kampe. Klubben har hhv. 2 og 4 point op til AaB og FCM på ligaens anden- og førstepladsen. Dermed kan de blågule med en sejr over ulvene skabe spænding i ligaen og bringe sig et point efter ulvene i toppen af ligaen. Omvendt kan ulvene med en sejr trække fra i toppen af ligaen og skabe et hul på syv point ned til Brøndby, hvis man formår at hive en sejr i land.

Kigger man på statistikken må man betegne FC Midtjylland som små favoritter. De unge ulvene har i ligaregi et godt tag på Brøndby, som man ikke har tabt til siden 2014. I seneste sæson slog ulvene Brøndby med 2-0 hjemme i Ikast, mens man måtte nøjes med 2-2 i det omvendte opgør.

Det er altså to formstærke mandskaber, der tørner sammen lørdag og ulvenes cheftræner, Claus Therkildsen, lægger ikke skjul på, at der venter ulvene en svær opgave:

- Vi har mange kampe lige nu, så både fysisk og mentalt er vi lidt udfordret, men det burde vi kunne håndtere, men det er samtidig også fedt med så mange kampe.

- Lørdag venter der os endnu en topkamp mod en modstander, der har gjort det godt på det sidste. Det er to formstærke hold, der mødes. De har ikke tabt i lang tid og har vundet deres seneste fem kampe. Det bliver en ekstremt svær kamp for os. Brøndby kommer med enorm power og med pres, men vi går ydmyg til opgaven, og kan vi stå imod deres pres, så tror jeg, at vi kan skabe et godt resultat, udtaler cheftræneren.

Lørdag kl. 15.00: FC Midtjylland U17 – Brøndby U17

FCM U17 vandt sidste lørdag 5-3 ude over SønderjyskE, i et opgør, hvor ulvene var her, der og alle vegne i første halvleg, mens det blev lidt for spændende i anden halvleg, da man lukkede sønderjyderne ind i kampen. Sejren betød, at ulvene fastholdte spændingen i toppen af en jævnbyrdig U17-liga, hvor alle hold i top-5 ligger med 3-points afstand imellem hinanden.

De unge ulve skal lørdag forsøge at ride videre på bølgen, når Brøndby U17 venter i et vaskerægte topopgør. De blågule kom onsdag ned på jorden igen, efter en god periode med tre sejre på stribe, da man tabte med 3-2 til AGF. Ikke desto mindre er klubben fra Vestegnen stadig at finde i toppen af ligaen.

Sølle 2 point skiller de to hold inden lørdagens møde. Gæsterne fra Brøndby ligger på ligaens andenplads med 17 point efter 9 kampe, mens FC Midtjylland på femtepladsen har 15 point efter 7 kampe. Dermed er det et opgør, som ingen af holdene kan tåle at tabe.

Ligesom med U19-holdet, er der altså lagt i kakkelovnen til et tæt og spændende opgør mellem de to tophold.

U17 cheftræner, Henrik Jensen, forudser da også en tæt og intenses kamp mellem to gode mandskaber:

- Jeg forventer et opgør mellem to dygtige hold mange, som har fået mange point i de første par kampe, og som begge har en tydelig spillestil. Brøndby vil forsøge at bringe deres kompetencer i spil: presspil, intensitet og fart. Vi skal selv forsøge at få vores styrker i spil og kunne håndtere de greb Brøndby vil ta’ om kampen. Kan vi håndtere deres presspil, så har vi en chance, men det kræver en stor indsats fra holdet både kollektivt og individuelt, udtaler cheftræneren, der pointerer, at holdet har meget selvtillid i øjeblikket:

- I øjeblikket har vi stor tro på egen evner. Holdet har været i en god udvikling de seneste par kampe. Vi går ind til kampen med troen på, at vi kan vinde den. Også glæder vi os til at møde Brøndby. Det er altid interessante, spændende og underholdende kampe, når vi møder dem, afslutter Henrik Jensen.