24.11.2017, 14:00 | Af: Karen Buhl | Foto: FC Midtjylland

Optakt: Akademiet tager imod Vejle BK

Lørdag er der atter ungdomsbold fra øverste hylde, når Akademiet tager imod Vejle BK

U19: Skarphed i alle facetter

Ulvene skal atter i kamp i U19 Ligaen, når Vejle BK gæster Ikast. Det er således et møde mellem top og bund, der venter, men respekten for modstanderen er alligevel stor.

FC Midtjylland U19 har ikke været aktion i ligasammenhæng siden opgøret ude mod Silkeborg IF den 1. november, som resulterede i en 1-0-sejr.

Sidste weekend spillede ulvene det uofficielle Nordiske Mesterskab, og holdet kunne tage en sejr og et uafgjort resultat med sig hjem i bagagen. Uheldigvis blev svenske Aziz Essaisi skadet i den forbindelse. Essaisi har brækket en knogle i foden og forventes først spilleklar igen i det nye år.

Vejle BK er aktuelt placeret sidst i tabellen, mens ulvene fører U19 Ligaen. Det betyder dog ikke noget for indstillingen til kampen, understreger cheftræner Kenneth Andersen:

- Vi har en aftale om, at det er ligemeget, om det er et top- eller et bundhold, vi møder. Vi skal have respekt uanset, hvem vi møder. Så vores tilgang til kampen er, at vi har respekt for Vejle og holdets lyst til at spille fodbold.

Vejle har lidt syv nederlag i sæsonstarten, hvilket altså placerer vejlenserne nederst i tabellen.

- Jeg synes, de har nogle dygtige spillere, og jeg mener, det er et hold, der burde være bedre placeret i tabellen med de kvaliteter, de har. Det er et hold, der gerne vil spille fodbold, og det håber jeg også, de vil gøre mod os, så vi kan få en god kamp ud af det, udtaler Kenneth Andersen.

Ulvenes fokus er imidlertid på eget spil, hvor holdet hele tiden sigter mod at lægge på – såvel offensivt som defensivt. Her er skarphed på grønsværen et nøgleord.

- Vi har generelt fokus på vores skarphed. Vi har scoret mange mål, men vi har altså skabt chancer til endnu flere mål. Så vi skal øge skarpheden, og omdanne chancerne til mål. Samtidig skal vi have fokus på skarpheden i defensiven og ikke give for meget væk. Når vi ender i ubalance, skal vi være skarpe i at få det lukket ned hurtigst muligt, afslutter Kenneth Andersen.

Der er kick-off mellem de to U19-mandskaber klokken 15.15 på Ikast FS baneanlæg.

U17: Teknisk kvalitet på bolden er nøglen

Fjorten dage er der gået, siden U17-mandskabet indkasserede et tomålsnederlag til ærkerivalerne fra AGF. Nu skal pletten så vaskes af, når Vejle BK kommer på besøg.

Forud for opgøret mod FC Midtjylland er vejlenserne placeret som nummer otte i U17 Ligaen med 15 point efter fire sejre, tre uafgjorte og fire nederlag.

- Det er et hold, der gerne vil spille fodbold. Samtidig er det et lokalopgør, og de vil gøre alt for at slå os og rette op på de resultater, de har leveret på det seneste, fortæller cheftræner Mads Buttgereit.

Skuffelsen i FCM-lejren var stor efter nederlaget mod AGF, hvor kvaliteten til tider manglede.

- Vi skal lykkes med os selv. Det gjorde vi ikke i første halvleg mod AGF, og det blev vi straffet på. Vi skal have teknisk kvalitet på bolden og spille fodbold i stedet for at cleare den hver gang. Det er nøglen, udtaler Mads Buttgereit.

Trænerteamet har set kampen mod AGF igennem med spillerne og har defineret nogle fokusområder.

- Vi skal have fokus på at være mere aggressive og mere på forkant, og så skal vi tage større ansvar og ejerskab spiller for spiller. Vi har haft fokus på afstanden mellem kæderne og opbakningen, siger Mads Buttgereit.

Taktikken mod vejlenserne er klar, og det bliver et aggressivt og pointtørstigt ulvemandskab, der tager imod Vejle.

- Vi forventer, at vi dominerer kampen fra start. Med det mener jeg, at vi skal være på bolden, diktere spillet, og når vejlenserne har bolden, skal de ikke føle, at der er en mulighed for at spille sig igennem, afslutter Mads Buttgereit.

Kampen mellem FCM U17 og Vejle BK U17 fløjtes i gang klokken 13:00 på Ikast FS Baneanlæg.