19.09.2019, 22:02 | Af: Ryan Svale Andersen | Foto: Daniel Stentz

Optakt: Nordsjælland gæster akademiet

FCM U15 og U17 skal bygge videre på deres vilde sejrsstimer, mens FCM U19 skal op på hesten igen efter nederlaget sidste weekend. Alle tre mandskaber byder lørdag eftermiddag FC Nordsjælland velkommen på Ikast Stadion.

Som noget nyt vil der fremover også komme optakter og referater fra FCM U15’s hjemmekampe her på hjemmesiden.

FC Midtjylland U15 – FC Nordsjælland U15 lørdag kl 13.

De helt unge ulve skal ligesom U17 og U19 også op imod tigerne fra Nordsjælland.

I år er der lavet en ny turneringsstruktur for U15-ligaen, der nu er blevet national. Så for første gang skal ulvene også op imod hold fra Sjælland og øerne, hvor der er point på spil:

- Det her er en af de kampe vi har set rigtig meget frem til siden turneringsplanen kom ud. Vi har kun pointgivende kampe spillet mod flere jyske hold og OB før, så det er vores første kamp mod Nordsjælland, hvor der er point på spil. Det har man også kunnet mærke på drengene til træning, hvor de har været super tændte. Vi glæder os til topkampen, fortæller holdets træner Martin Mark.

FCM U15 har fået en rigtig god start på den nye U15-liga. Ulvene ligger nr. 1 i efter man har fået tre sejre og en uafgjort i de første fire kampe. Senest blev det til en 2-1 sejr ude over Vejle Boldklub.

På lørdag venter FC Nordsjælland hjemme i Ikast og de har også fået en rigtig god start på sæsonen. Farum-klubben har således gjort rent bord i sine første tre kampe med ni point ud af ni mulige. Derfor ligger de også under ulvene på ligaens andenplads.

Der er dermed lagt op til et vaskeægte topopgør på Ikast Stadion, hvor hjemmeholdet vil forsøge at gå offensivt vil værks:

- Vi har haft fokus på vores fremadrettet spil med bolden og på vores omstillinger til træning. Vi har en teknisk dygtige gruppe drenge, så vi forventer et kampbillede, hvor vi kan irritere Nordsjælland ved at have bolden mere end dem, samt kombinere omkring deres stoppere, lyder det fra U15-træneren.

Der er kampstart kl 13.00 på Kunstbane 1 

FC Midtjylland U19 – FC Nordsjælland U19 lørdag kl 13.

For FC Midtjylland U19 handler det om at komme tilbage på sporet efter, at det blev til et 1-0 nederlag i seneste runde på udebane mod Vejle:

- Vi glæder os til at komme kamp igen. Vi har analyseret på Vejle-kampen og set, hvad vi kan gøre bedre fremadrettet. Det glæder vi os til at vise mod Nordsjælland, fortæller cheftræner Henrik Jensen.

På lørdag venter FC Nordsjælland så for FCM U19. Lørdagens gæster har kun spillet to ligakampe indtil videre. Her er det blevet til en 3-1 sejr over SønderjyskE, mens man løb ind i et 1-0 nederlag på udebane til AGF. Derfor er Nordsjællænderne at finde på ligaens niendeplads. Der venter dog ulvene en svær opgave mod FCN-talenterne, der som altid yder god modstand. I sidste sæsons opgør tabte ulvene med 4-3 på udebane, mens man hjemme vandt 2-0:

- Der venter som altid et tæt opgør mod Nordsjælland. Det er altid intense og tætte kampe. Vi glæder os utrolig meget til kampen. Vi vil gå aggressiv til værks med et offensivt mindset og det samme vil Nordsjælland, så det bliver en god kamp, og vi vil selvfølgelig gøre alt, hvad vi kan for at få sejren, udtaler træneren, der har planen klar mod Farum-klubben:

- Vores eget presspil bliver afgørende, samt vores offensiv, hvor vi skal angribe Nordsjælland offensivt og skabe målchancer. Samtidig skal vi nedbryde Nordsjælland, når de bygger op, lyder det fra Henrik Jensen.

Der er kampstart kl 13.00 på Ikast Stadion

FC Midtjylland U17 – FC Nordsjælland U17 lørdag kl 15.

FCM U17 er fortsat ubesejret i U17-ligaen, hvor de også ligger nr. 1. Holdet har tilmed også har vundet samtlige fem ligakampe, de har spillet i denne sæson. Onsdag aften blev det til en 6-4 sejr over naboerne fra Silkeborg. Holdet er dermed inde i en rigtig god stime, men træner Claus Therkildsen ser stadig plads til forbedringer:

- Det er selvfølgelig svært at være utilfreds, når man har vundet fem kampe i streg, men vi tager en kamp ad gangen. Kampen mod Silkeborg var en vild kamp. Der var mange mål. Det var dejligt at vi kunne trække os sejsrigt ud af det. Vi viste mange gode ting mod Silkeborg, men vi viste også ting, vi skal forbedre, lyder det fra U17-træneren.

Lørdag eftermiddag står FC Nordsjælland på menuen, når tigerne gæsterne Ikast Stadion. De forsvarende U17-mestre ligger nr. 3 i U17-ligaen og er, ligesom FCM, inde i en god stime. Efter, at holdet tabte sæsonåbneren mod FCK, har siden vundet rub og stub, senest hele 4-0 mod AGF. Det er dermed to formstærke hold, der tørner sammen på lørdag. Nordsjællænderne er dog ikke ligefrem ønskemodstanderen for FCM U17. Ulvene tabte begge møder i sidste sæson, så det er på forhånd ikke nogen nem kamp, der venter lørdag. Claus Therkildsen har dog game planen klar:

- Vi forventer ikke nogen nem kamp på lørdag. Det bliver vores sværeste opgave hidtil i denne sæson. Vi synes selv, vi har vist os så meget frem, at vi kan byde dem op til dans. De skal få det svært, når de besøger os. Vi vil vise, at vi har et bedre kollektivt end dem, og at vi har nogle bedre spillere end dem. Det bliver hårdt arbejde, men det er vi også parat til, udtaler han .  

Der er kampstart lørdag kl. 15.00.

FCM vs. AGF – 15. dec.

Køb billet