10.05.2018, 21:40 | Af: Karsten Vestergaard | Foto: FC Midtjylland

Optakt: talenterne i topkampe mod FCK

Med et døgns mellemrum møder begge u-holdene FCK

FC Midtjylland U17 – FCK U17  - Ikast Stadion, lørdag d. 12. maj kl. 13.00:
FC Midtjylland tabte for blot tredje gang i sæsonen, da det onsdag eftermiddag blev til et 2-1 nederlag til AGF i en kamp, der desværre blev præget af en hæslig skade til FCM’s Mikkel Kristensen.

Det resultat betød efter alt at dømme et endegyldigt farvel til ulvenes gulddrømme, og DM-titlen ligner nu et kapløb mellem AGF og FCK.

Netop FCK kommer på besøg på lørdag, og selvom hovedstadsklubben ligger over FCM i tabellen, er det nok sjællænderne, der har mest at tænke over: det seneste indbyrdes møde endte med en 7-1 sejr til FCM – blandt andet på fire mål af Gustav Isaksen.

Han er dog ikke med i denne ombæring – ligesom Nikolas Dyhr, og Tobias Anker repræsenterer han Danmark ved U17 EM. Hos FCK er det angriberen Andreas Kirkeby, der er væk med landsholdet.

- Et tætpakket kampprogram har sat sine spor i truppen, og det bliver nok mest hvile og let restitutionstræning frem mod på lørdag. Vi er stadig med i medaljekampen og presses selv af de bagvedliggende hold, så vi går helt og holdent efter sejren, lyder det fra A+ træner Rene Andersen.

FC Midtjylland U19 – FCK U19  - Ikast Stadion, søndag d. 13. maj kl. 13.00:
Med to sejre er toget kommet tilbage på skinnerne for FCM U19’s guldbejlere, og med lige over to ugers kamppause er det en udhvilet trup, der står klar til søndagens kamp mod et andet af topholdene – FCK.

Med kun tre kampe tilbage kan FCM U19 tage et måske afgørende skridt mod DM-titlen, og da de to klubber i efteråret mødtes på FC’s anlæg vandt ulvene 2-0 på to mål af Sebastian Buch – i øvrigt i den første kamp U19-holdet stillede op i 3-4-3 opstillingen, som Superligaholdet også anvender.

Det overraskelsesmoment er væk nu, og det tegner til en tæt kamp mellem to af Danmarks stærkeste U19-hold:

- Vi tabte 4-0 til dem i en træningskamp i februar, så jeg ved, at vi har en svær kamp i vente. Jeg forventer en topkamp, ikke kun set i forhold til tabellen, men også i forhold til at udvikle og højne spillernes niveau, fortæller cheftræner Kenneth Andersen.

- Derudover forventer jeg, det bliver en kamp, hvor nøgleordet bliver skarphed. Vores kampe mod FCK plejer at være relativt fattige på chancer, så det bliver afgørende, at vi er effektive på de muligheder, vi kommer til.

Med søndagens kamp vil FCM U19 have spillet tre kampe mere end den nærmeste rival, Brøndby, men så spiller de blå-gule til gengæld også fire kampe inden FCM U19 igen løber på banen. Det betyder at hvis FCM U19 ikke vinder mod FCK, så vil Brøndby kunne gå forbi dem i tabellen – forudsat altså de vinder samtlige fire kampe.

Det forskudte kampprogram i U19 Ligaen åbner således op for en masse ”hvis” og ”såfremt'er”, men i FCM-lejren forsøger man at holde næsen i sporet:

- Lige nu fokuserer vi kun på at vinde kampen mod FCK, og det gør vi ved at holde fast i vores aftaler, og ved at forberede os, som vi skal. For os er det nøglen til gode resultater, og spillerne ved, at hvis de gør tingene rigtigt, så kommer pointene også, fortæller Andersen.

FCM vs. HOB – 29. sep.

Køb billet

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox