29.09.2017, 14:00 | Af: Karen Buhl | Foto: FC Midtjylland

Optakt: Talenterne møder Lyngby BK

Lørdag står der igen akademifodbold på programmet på Ikast FS Baneanlæg

U19 Ligaen: FC Midtjylland U19 - Lyngby BK U19
Kick-off kl. 15:15 på Ikast FS baneanlæg

U19-ulvene kom for sent ud af starthullerne og måtte tage til takke med et enkelt point i opgøret mod Esbjerg. Derfor har holdet evalueret kampen grundigt frem mod opgøret mod Lyngby.  

- Det bliver forhåbentligt en kamp, hvor vi kommer ud med et andet udtryk, end vi gjorde i Esbjerg. Nu har vi set kampen igennem igen og evalueret den i fællesskab, og der er vi ikke tilfredse med vores egen præsentation. Derfor har jeg en forventning om, at vi får nogle helt andre præstationer at se på lørdag ved at fokusere på os selv. Problemet var, at vi ikke kunne tilpasse os den pågældende kamp i situationen. Vi var mentalt ramte i Esbjerg, og vi virkede lidt låste, fortæller U19-træner Kenneth Andersen.

Inden opgøret mod FC Midtjylland er Lyngby BK placeret på en ottendeplads i U19 Ligaen, hvor det er blevet til to sejre og tre nederlag.  

- Vi har stor respekt for Lyngby. Seneste slog de Esbjerg 3-2, som vi altså ikke formåede. Det er helt sikkert et godt hold og et hold, der gerne vil spille bold – ligesom os. Det er et hold og en klub, der er kendt for at udvikle talentfulde spillere, så vi får nok at se til. Det plejer at være nogle lige og tætte kampe, vi spiller mod Lyngby og ikke mindst nogle seværdige kampe, hvor fodboldspillet er i højsæde, siger Kenneth Andersen.

Ifølge Kenneth Andersen ligger nøglen til sejr over Lyngby hos spillerne selv.

- Vi skal levere nogle præstationer, vi kan være bekendt. Vi ved, vi kan levere spil på højeste niveau, som vi gjorde mod OB, og det spil skal vi altså finde frem igen for at få tre point mod Lyngby, afslutter Kenneth Andersen.

Kick-off mellem de to U19-mandskaber er klokken 15:15 på Ikast FS baneanlæg. 

U17 Ligaen: FC Midtjylland U17 - Lyngby BK U17 
Kick-off kl. 13:00 på Ikast FS baneanlæg

FC Midtjylland U17 leverede senest en toppræstation i Esbjerg, som blev kronet med ikke færre end fem scoringer. I opgøret mod Lyngby BK på Ikast FS Baneanlæg skal ulvene så forsøge at leve op til den samme standard.

- Vi skal følge op på de gode præstationer, vi har leveret hidtil i sæsonen. Vi ser naturligvis på, hvordan Lyngby spiller, men hovedfokus er på vores eget spil. Vi skal fungere som hold og fortsætte den gode udvikling, vi er i gang med, udtaler assistenttræner Mads Buttgereit.

Tiltroen til spillerne er stor, og en sejr i opgøret mod Lyngby er målsætningen.  

- Vi har hjemmebanefordel, og vi ved, at vi er stærke i egen hule. Vi går hele tiden efter at bygge på vores spil og udvikle holdet. Hvis vi leverer en god holdpræstation, kan vi tage alle tre point mod Lyngby, fortæller Mads Buttgereit.

Inden dagens opgør befinder Lyngby BK sig på en ottendeplads i U17 Ligaen. Selvom FC Midtjylland-mandskabet har skrabet flere point sammen, forventer Mads Buttgereit en svær opgave.

- Traditionelt set er Lyngby et struktureret hold, og det er min forventning, at Lyngby-mandskabet gerne vil stå kompakt på banen. De har leveret gode resultater på det seneste, så det skal nok blive et interessant opgør, siger Mads Buttgereit.

Kampen mellem FCM U17 og Lyngby BK U17 sparkes i gang klokken 13:00 på Ikast FS Baneanlæg.