23.05.2019, 13:00 | Af: Karsten Vestergaard | Foto: Daniel Stentz

Optakt: u-holdene møder Brøndby

Sæsonens sidste ligakamp for FCM U19, næstsidste for U17

FCM U19’s mesterskabsforhåbninger led et knæk, da de i lørdags tabte 4-3 i Farum. Det betyder at ulvene under alle omstændigheder skal vinde deres sidste kamp, mens AaB, der endnu mangler to kampe, blot skal bruge yderligere to point.

Se stillingen i U19 Ligaen her.

I forhold til hvordan han og spillerne vil gribe den sidste kamp an, siger Claus Therkildsen:

- Vi har faktisk ikke nået at tale så meget, for spillerne har haft fri siden kampen imod FC Nordsjælland. Vi havde alle sammen brug for at få lidt luft, og lige nu har spillerne også eksamener at se til, forklarer FCM-træneren og fortsætter:

- Det er heller ikke fordi, der er så meget at tale om. Vi skal ud over stepperne og vinde den kamp og få sluttet sæsonen ordentligt af. Jeg er slet ikke  i tvivl om, at Brøndby rigtig gerne vil slå os, så vi skal vise, at vi kan stå imod, og så selv få ram på dem.

Også Brøndby har noget at spille for. De blå-gule bejler til bronzemedaljerne, men er i tæt kamp med FC Nordsjælland og Esbjerg, og har brug for alle de point, de kan skrabe sammen. Da de to hold mødtes i efteråret blev det til en 2-1 sejr til FCM.

Hos FCM har forårssæsonen været præget af mange skader – senest var det Antonis Martis der måtte udgå i Farum. Den australsk-cypriotiske midtbaneslider er dog kommet sig så meget, at han testes op til kampen, sammen med ligeledes småskadede Victor Dawa.

Hos Brøndby sidder den tyrkiske u-landsholdsangriber Ertugrul Teksen ude med karantæne. Der er kampstart i Brøndby lørdag kl. 13.00. AaB spiller først kl. 15.30 – hjemme mod FC Nordsjælland.

U17: går helhjertet efter at slutte i medaljerne
Hos FCM U17 er man i gang med en stærk afslutning på sæsonen. De sidste fire kampe har således kastet ti point af sig, hvilket har medvirket til at FCM’erne indtager en øjeblikkelig 3. plads i U17 Ligaen – dog i tæt konkurrence med flere hold, primært Esbjerg og Vejle, men også lørdagens modstander Brøndby.

- Vi har set gode ud, faktisk lige siden vi kom tilbage fra USA-turen (Generation Adidas Cup i Dallas). Det har ikke som sådan været et mål, at vi skulle have medaljer, men vi går på banen for at vinde hver gang, og nu er vi så tæt på, at vi går helt og holdent efter det, fortæller cheftræner Henrik Jensen.

Senest vandt han og holdet med 6-4 over FCK, i en kamp, der var ganske sigende for FCM’s forår; holdet skaber mange chancer og laver mange mål, men indkasserer også selv mange mål. Således har FCM U17 i de sidste ni kampe lukket minimum to mål ind. Henrik Jensen erkender problemstillingen:

- Ja, vi har lukket for mange mål ind. Vi kigger meget på, om vi kan se et mønster – altså, er vi eksempelvis sårbare over for omstillinger, høje indlæg eller hvad det nu kan være - men sådan har det ikke været. I langt de fleste kampe, har vi domineret, og de mål vi indkasserer kommer mere på de små detaljer, hvor vi ikke er helt koncentrerede i den enkelte forsvarsaktion, fortæller han.

Opgøret i Brøndby fløjtes i gang kl. 15.15. I modsætning til FCM U19 resterer der yderligere en kamp for U17-drengene, et udebaneopgør mod Lyngby.

FCM vs. AGF – 15. dec.

Køb billet