20.11.2018, 20:17 | Af: Ryan Svale Andersen | Foto: FC Midtjylland

Optakt: U17 jagter førstepladsen

FC Midtjyllands U17-mandskab spiller onsdag aften mod Esbjerg hjemme i Ikast. En midtjysk sejr vil bringe ulvene op på en delt førsteplads i U17-ligaen.

Onsdag kl. 18.00: FC Midtjylland U17 – Esbjerg fB U17  

FCM U17 vandt før landsholdspausen med 4-3 hjemme over Brøndby i et underholdende opgør, der bød på syv scoringer og tre dobbelte målscorer.

Sejren betød, at ulvene kunne på pausen på andenpladsen i U17-ligaen med 18 point efter 8 kampe og med to sejre i bagagen i de to seneste opgør.

Weekendens resultater betyder dog, at FCM er gledet ned på en fjerdeplads inden onsdagens opgør. De unge midtjyske ulve har dog mulighed for at lægge sig op på en delt førsteplads i U17-ligaen. Ulvene har inden onsdagens kamp hele to kamp i baghånden i forhold til ligaens dukse fra Silleborg, så hvis holdet formår at slå Esbjerg, ligger holdet i en rigtig god position i toppen af ligaen.

Ulvene jagter dermed muligheden for at få tre sejre på stribe, samt ligaens førsteplads, når Esbjerg fB onsdag aften gæster Ikast Stadion.

Vestjyderne er inde i en dårlig stime, hvor man har tabt de to seneste opgøre i ligaen mod de to københavnerklubber fra Brøndby og FCK. Derfor er Esbjerg at finde på ligaens 8. plads med 12 point efter 9 kampe.

Der er dermed lagt op til et spændende opgør, hvor hjemmeholdet jagter førstepladsen og gæsterne jagter genoprejsning efter flere dårlige resultater.

- Esbjerg er et godt hold med gode individuelle spillere, som vi skal være opmærksomme på. Det er et hold, som har en god fart og som er farlige på kontraer. Derfor har vores fokus på træningsbanen i denne uge været at forsvare kontraer imod os. Mod Esbjerg skal vi samtidig også have sat vores egne styrker i spil. Udover kontraer har vi på træningsbanen arbejdet videre med presspilet, som vi har haft fokus på det sidste halve års tid. Vores presspil ser efterhånden rigtig fint ud. Vi arbejder godt sammen og arbejder i takt med vores presspil, og det har givet os succes i de seneste par kampe, hvor vi er lykkedes godt med vores presspil. Så det bliver fokusset igen mod Esbjerg, udtaler træner Henrik Jensen om kampen.

Der er kampstart kl 18.00 på Ikast Stadion.