05.09.2019, 12:45 | Af: Karsten Vestergaard | Foto: FC Midtjylland

Optakt: U17 jagter tre på stribe

FCM U17 har vundet deres første to kampe I U17 Ligaen. Lørdag gælder det OB i Ikast.

Som eneste Akademihold skal FCM U17 i aktion i weekenden. Ulvene skal følge op på en god start med to sejre, når OB lørdag kommer på besøg. Fynboerne har spillet tre kampe – en sejr, en uafgjort og et nederlag – og har set solide ud:

 

- Det er et stærkt hold. De har et hold med en hel del andenårsspillere, og ser fysisk kompetente ud, ligesom OB traditionelt altid har en klar idé i de ting, de foretager sig på banen, fortæller Claus Therkildsen.

 

FCM U17's træner er dog også ganske godt tilfreds med den indsats hans egne drenge har lagt for dagen i de første to kampe:

 

- I begge kampe har jeg set det udtryk, jeg ønskede. Vi har spillet på en måde, der udfordrer og udvikler spillerne, og det er førsteprioriteten lige nu.

 

- I kampen mod AaB var der især to ting, som jeg synes vi lykkedes med: vores presspil var rigtig stærkt, og de fik simpelthen ingen ro på bolden. Der udover viser vi lidt mere tålmodighed og omtanke, når vi selv har bolden, og det klædte os, lyder det fra Claus Therkildsen.

 

- Ingen præferencer i forhold til formationen

De fleste FCM'ere har nok bemærket, at Superligaholdet har skiftet formation, så man ikke længere spiller med tre mand i bagkæden. Adspurgt om u-holdene vil følge trop, siger FCM-træneren:

 

- Det er noget vi diskuterer løbende, men vi er ikke fundamentalister i forhold til hvilken formation vi stiller op i. For os handler det om at bruge spillerne på de positioner, hvor de udvikler sig bedst. I de første to kampe har vi eksempelvis spillet med tre midterforsvarere, men nu er Puskas afsted med landsholdet, og der skal jeg så finde ud af, om han skal erstattes med en anden midterforsvarer eller om vi stiller med et firemandsforsvar, fortæller Claus Therkildsen - uden at afsløre hvad han hælder til.

 

FCM-træneren tilføjer dog, at man tillægger det ganske stor betydning, at holdet mestrer flere forskellige formationer, da det giver mulighed for at ændre udtryk i kampene, men at det er en balancegang, fordi han – især her i starten – gerne vil give det nye hold noget kontinuitet fra kamp til kamp.

 

Hos FCM U17 er skadesituationen stort set uændret, dog med en lille pil op. Kantspilleren Rasmus Kristiansen er tilbage på træningsbanen og ventes klar til kamp indenfor den nærmeste fremtid.

 

Derudover må trænerstaben undvære Zsombor Puskás og offensivspilleren Danijel Djuric, der er væk på landsholdstjeneste for henholdsvis Ungarn og Island.

 

Der er kampstart lørdag kl. 14.00. Vær i øvrigt opmærksom på, at kampen afvikles på Bane 7 i Ikast.

FCM vs. OB – 29. sep.

Køb billet