14.03.2019, 17:00 | Af: Karsten Vestergaard | Foto: FC Midtjylland

Optakt: U17 på revanchejagt

Kampene kommer som perler på en snor for FCM U17, der lørdag spiller det tredje opgør på otte dage.

Senest blev det til et 0-2 nederlag til Randers, og det var en retvisende udgang på et opgør, hvor FCM kæmpede med at skabe de fornødne chancer.

- Vores indsats er som sådan helt i orden. Viljen var der, og spillerne gjorde det bedste de kunne, men offensivt er vi ikke dygtige nok. Randers forsvarer lavt, og vi evner ikke at finde de offensive løsninger. Så det skal vi forbedre, opsummerer Henrik Jensen.

Nu venter en kamp mod FC Nordsjælland på Right to Dream Park, og det bliver de to klubber andet møde på tre uger. I slutningen af februar vandt nordsjællænderne med 4-1 i Ikast, efter en kamp, hvor især gæsternes hurtige omstillinger gjorde ondt på ulvene.

- Først og fremmest forventer jeg en helt anderledes kamp end den vi spillede mod Randers. Det bliver meget mere åbent, og ja, vi skal lukke ned for deres kontraer, men det er blot en af nøglerne. Det gælder også om, at være i stand til at sætte vores egne kompetencer i spil, bemærker Henrik Jensen, der kun er glad for det tætte kampprogram.

- Vi synes det er fedt og sjovt at spille kampe, og de måtte gerne falde endnu tættere, end de gør nu. I forhold til belastningen er det bare et spørgsmål om at finde en balance, og at vi skal være skarpe med at dosere træningen, så det ser jeg slet ikke som et problem.

Tilsyneladende er der da også ganske godt styr på doseringen - i hvert fald kan U17-trænerstaben vælge fra en skadesfri trup. De gange FCM U17 har måttet undvære en spiller, har det typisk været fordi vedkommende er blevet rykket op på U19, sådan som det eksempelvis er tilfældet med Aral Simsir, Mads Hansen, Damtoft og John Ndjate. Og naturligvis Oliver Sørensen, der netop er fyldt 17, men er en fast bestandddel af FCM U19.

Frederik Christensen har også været oppe på U19, men denne gang må midtbanespillerne udholde en kampfri weekend. Han afsoner en enkelt karantænedag, udløst af et gult kort i kampen mod Randers.

Der er kampstart mellem FC Nordsjælland og FCM lørdag kl. 15.30. U19-holdet skal ikke i aktion og kan puste ud efter sejren over Manchester Uniteds talenter.

FCM vs. FCN – 30. mar.

Køb billet

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox