04.10.2018, 13:16 | Af: Karsten Vestergaard | Foto: FC Midtjylland

Optakt: U17 skal forsvare topplacering i Vejle

Det yngste Akademihold jagter sæsonens fjerde udebanesejr i lige så mange forsøg

FCM U17 har fået en god start på årets U17 Liga, senest cementeret med en sejr over AaB i sidste spillerunde.

Her vandt ulvene med 4-3 i et livligt opgør, hvor nordjyderne tre gange formåede at udligne en FCM-føring, inden Mads Hansen tolv minutter før tid steg op og headede sejrsmålet i nettet.

De tre point var ikke det eneste cheftræner Henrik Jensen tog med sig fra mødet med de bolchestribede:

- Der var megen god læring for os i AaB-kampen, for den gav os en forståelse af, hvad det kræver at spille mod et hold, der lukker bagrummet og mellemrummene ned. Det gjorde tingene svære for os, men jeg er glad for at se, at vi havde værktøjerne til at løse det, fortæller FCM-træneren.

Har kunnet kontrollere kampene
Generel virker FCM U17 til at have fundet en god balance mellem at skabe chancer og være disciplinerede i defensiven, og udefra set var cifrene på måltavlen i AaB-kampen da også mere et udtryk for en effektiv chanceudnyttelse, end at der var tale om en gang ”indianer-fodbold” – en antagelse Henrik Jensen bekræfter:

- Rent statistisk gav kampen os tre ”expected goals” mod et til AaB, og vi føler også selv, at vi har fundet en god balance mellem at angribe og forsvare. Det, jeg synes er måske mest positivt er, at vi overordnet har haft rimelig god kontrol i de hidtidige kampe, fortæller Jensen.

På lørdag venter der så en udekamp mod Vejle, der pt. er placeret på en femteplads i U17 Ligaen. Vejlenserne indkasserede i sidste spillerunde et stort nederlag – 0-6 – i Brøndby, og har på det seneste slidt lidt med resultaterne efter ellers at have indledt sæsonen med tre sejre.

Hjemme i VB Parken er østjyderne dog fortsat ubesejrede og de kan mønstre et hold med adskillige gode individualister – ikke mindst den 15-årige angriber Wahidullah Faghir, der med otte mål er U17 ligaens pt. mest scorende spiller.

Ingen af de to hold har spilere i karantæne til opgøret, der fløjtes i gang kl. 14.15 på VB Parken.