10.11.2017, 14:00 | Af: Karen Buhl | Foto: FC Midtjylland

Optakt: U17 tager imod tophold

FCM U17 tager lørdag imod ærkerivalerne fra AGF, der har set meget stærke ud i sæsonstarten og leveret gode resultater. Kampstart klokken 13:00

Når FCM U17 tager imod AGF er der lagt op en til intens affære på Ikast FS Baneanlæg. Det aarhusianske U17-mandskab har vist sig målfarlige i sæsonstarten og samtidig været gode til at lukke af rent defensivt.

- Det er selvsagt svært at vinde over et hold, der er målfarlige og samtidig lukker af i den anden ende. På det individuelle plan er det et godt hold med mange dygtige spillere, men jeg tror helt sikkert på, vi vil kunne matche dem, og vi vil gøre alt for at slå dem, fortæller træner Mads Buttgereit.  

Forud for opgøret blander AGF sig i den absolutte topstrid, og holdet har leveret nogle overbevisende sejre. Nøglen til sejr ligger imidlertid i egne hænder ifølge trænerteamet.  

- Vi skal komme med vores FCM-udtryk. Det betyder, at vi skal udvise power, fremadrettethed, dynamik, ærgerrighed og sult efter at vinde. Vi skal have vores topspillere til at præstere på højeste niveau, og samtidig skal vi kollektivt hænge sammen som hold og fungere. Det bliver altafgørende i kampen, siger Mads Buttgereit. 

Mads Buttgereit opfordrer til at komme og støtte holdet i, hvad, han forventer, der bliver en seværdig fodboldkamp.

- Det er jo ærkerivalen, der kommer på besøg, og når det tilmed er et tophold, bliver det bare en af de helt sjove kampe at spille. Jeg forventer en intens affære med spænding og tænding og fuld skrald fra to mandskaber, der vil spille bold, afslutter Mads Buttgereit.

Der er kick-off mellem de to mandskaber klokken 13:00 på Ikast FS Baneanlæg.